Aalborgs borgmester sygemeldt efter fald 13 december, 2022 | 06:00 Borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen endte i går på skadestuen efter et fald på et isbelagt fortov i Aalborg. Nu er borgmesteren sygemeldt med fire brækkede ribben og en mindre punktering af den ene lunge. Foto: Billedarkiv Af Alberte Free – Nogle gange starter dagen på en uventet måde. Det gjorde den for mig i dag. Sådan indleder borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen et opslag på Facebook mandag eftermiddag. Klokken 07:30 endte en tur på gåben gennem Fredericiagade med et fald på et isbelagt fortov for borgmesteren, der slog sig hårdt på sin højre side. – Jeg fik Kristine til at køre mig på skadestuen, og efter der var taget røntgen billeder, stod det klart, at jeg har brækket 4 ribben og fået en mindre punktering af højre lunge, fortsætter Thomas Kastrup-Larsen i Facebook-opslaget. I samme omgang skriver han, at han mandag eftermiddag sad hjemme og sygemeldt, da han er i gang med kraftig smertebehandling. Indtil videre skal borgmesteren holde sig fuldstændig i ro. Afslutningsvis retter han en stor tak til personalet på skadestuen, som han beskriver som kompetent og dygtigt. – Jeg er dybt taknemmelig for den hjælp og omsorg jeg mødte, slutter Thomas Kastrup-Larsen. Del | Af Alberte Free Tilbage