Nordjylland mister førertrøjen i ejendomsundersøgelse

7 december, 2022 | 16:00
Region Nordjylland er ikke længere Danmarks mest ejendomsvenlige region. Naboregionen generobrer førstepladsen i ejendomsvenlighedsanalysen.
Kilde: Billedearkiv

Nordjylland er vippet af pinden. Regionen er ikke længere Danmarks mest ejendomsvenlige og må tage til takke med en tredjeplads i EjendomDanmarks årlige analyse af kommunernes ejendomsvenlighed, hvor vilkårene for ejendomme vurderes.  

I stedet kan Region Midtjylland igen træde op på toppen af podiet og kalde sig Danmarks mest ejendomsvenlige region. De indtog også førstepladsen i 2019 og 2020, men måtte se sig slået af Nordjylland i 2021. I år er det Region Syddanmark, der kommer ind på andenpladsen.  

Længere ventetid og højere gebyr

Sejren holdt dog kun et enkelt år. Nordjyllands nedrykning i 2022 skyldes, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid og byggesagsgebyret er steget markant det seneste år.  

– Region Nordjylland klarer det stadig flot, men udviklingen går desværre i den forkerte retning. Det er ikke alene blevet dyrere at få behandlet en byggesag; ventetiden er også blevet længere. Det kan forsinke byudviklingen og mindske interessen for investeringer, og derfor er der god grund til at få vendt skuden, siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark. 

Regionen havde sidste år en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for byggesager på 39 dage, men ventetiden er nu steget til 47 dage. Byggesagsgebyret er på regionsniveau ligeledes steget fra 484 kr. i timen i 2021 til 501 kroner i timen i år. 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder