Genanvendelseskonceptet Tork PaperCircle vinder ind i Aalborg

7 december, 2022 | 14:00
På hovedsædet i Aalborg har Spar Nord, som den første virksomhed i Nordjylland, valgt at implementere genanvendelseskonceptet Tork PaperCircle, hvor man indsamler og genanvender brugte papirhåndklæder i stedet for at smide dem ud. Tiltaget er en del af bankens strategiske ESG-indsats.
Foto: Billedarkiv

Vi vasker hænder mange gange i løbet af en arbejdsdag. Og hver gang vi har vasket hænder, så tørrer vi dem og smider papiret i skraldespanden. Håndvask og god hygiejne er afgørende for vores sundhed, og samtidig er papirhåndklæder en af de mest hygiejniske måder at tørre hænder, fordi de minimerer risikoen for spredning af bakterier.

Tal baseret på pilotkunder i Tyskland og Holland viser, at papirhåndklæder udgør op mod 20 % af det affald, der genereres på et almindeligt kontor, og i dag bliver kun 1 % af de papirhåndklædeark genanvendt. Det skyldes, at det ofte kræver en speciel proces at genanvende brugte papirhåndklæder.

Går først med service for indsamling

Med konceptet Tork PaperCircle går Spar Nord nu forrest med at implementere en service for indsamling af brugte papirhåndklæder, der skal gøre det muligt at genanvende papirhåndklæderne. Erfaringer viser, at op mod 80% af papirhåndklæderne fra en kontorvirksomhed som Spar Nord vil blive sendt til genanvendelse med Tork PaperCircle. Selve implementeringen kræver ikke betydelige ændringer af de fysiske rammer. Papirhåndklæderne skal blot smides i en separat affaldsspand efter brug, mens klistermærker på døre, spejle og affaldsspande hjælper personalet med at huske de nye rutiner.

– Der er generelt behov for langt flere cirkulære løsninger for at minimere forbruget af nye ressourcer og minimere mængden af affald. Gennemførelsen af en ny cirkulær forretningsmodel kræver velvilje, samarbejde og engagement fra mange interessenter i værdikæden. Det er derfor helt afgørende, at store slutkunder som Spar Nord går forrest, når nye cirkulære løsninger som Tork PaperCircle skal køres i gang, siger Maria Frommelt, Customer Success Manager, Tork PaperCircle.

Strategisk ESG-indsats

Årsagen til, at Spar Nord har valgt konceptet Tork PaperCircle, skal blandt andet findes i bankens strategiske ESG-indsats, hvor man ønsker at tage et aktivt medansvar for at mindske klima- og miljøbelastninger. Spar Nords ESG-officer Ninna Holch glæder sig over samarbejdet:

– I Spar Nord arbejder vi løbende på at identificere både små og store indsatsområder, hvor vi kan nedbringe bankens negative indvirkning på klima og miljø og samtidig øge klimabevidsthed hos både ansatte, samarbejdspartnere og kunder, og her er Tork PaperCircle et super tiltag. Samtidig er det også et smukt eksempel på ansvarligt leverandørsamarbejde, da det involverer flere af Spar Nords leverandører – ISS og Stena, siger Ninna Holch.

Spar Nords Facility Manager, Lea Magnusson, er positivt overrasket over den store velvilje, hun har mødt blandt alle interessenter i værdikæden i forbindelse med implementering af Tork PaperCircle.

– Både vores kolleger, rengøringspersonalet hos ISS og bankens affaldspartner, Stena har virkelig bakket op om tiltaget. Alle har kastet sig positivt ind i processen og hurtigt taget de nye vaner til sig. Jeg glæder mig meget til at følge udviklingen for, hvor mange kilo affald Spar Nord kan omdanne til nye fibre og dermed aktivt bidrage til reducering af bankens miljøaftryk, siger Lea Magnusson.

Det cirkulære genanvendelseskoncept, Tork PaperCircle, lanceres i uge 40. Her bliver Spar Nord den første nordjyske virksomhed til at udrulle konceptet, og samtidig blandt de absolut første i hele Danmark.

Del |

Virksomheder relateret til denne nyhed

Mest læste nyheder

Seneste nyheder