Totalrådgiver til BoligLiv til hjemløse

6 december, 2022 | 08:00
Aalborg Kommune har valgt en totalrådgiver til projektet "BoligLiv til hjemløse - ombygning af Svenstrupgård". Valget er faldet på P+P Arkitekter A/S, som har vundet EU-udbuddet af rådgivningsydelsen med en meget detaljeret procesbeskrivelse og en stærk organisation.
Foto: Aalborg Kommune

Projektet kan realiseres af Aalborg Kommune takket være støtte på henholdsvis 25 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond og 3 millioner fra kr. Det Obelske Familiefond.

– Fra den oprindelige idé til udbud er der gået syv og et halvt år. Projektet har været lang tid undervejs, og vi er stolte af endeligt at være ved den milepæl, det er, at have fundet en totalrådgiver til projektet, fortæller Dennis Lindhardt-Pedersen, som er leder af Svenstrupgård.

Den overordnede vision med projekt BoligLiv til Hjemløse er at styrke Svenstrupgårds muligheder for at bidrage effektivt til bekæmpelse af hjemløshed i Danmark.

Projektet har til formål at innovere på de sociale mursten, der allerede eksisterer, så man målrettet udvikler rammerne for, hvordan arkitektur og socialt arbejde kan spille sammen.

Ud fra en Housing First tilgang er målet således at styrke det socialfaglige arbejde gennem fysiske rammer, der i højere grad minder om de permanente boliger, de fleste borgere skal ud i efter endt ophold.

Der er en klar forventning om, at ombygningen får målbare effekter for borgernes trivsel og den socialfaglige indsats og dermed bliver et foregangseksempel for andre tilsvarende institutioner. Projektet afsluttes derfor med en funktionsevaluering af de fysiske rammer efter ibrugtagning.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder