DMI advarer: lokalt kraftigt snefald

6 december, 2022 | 10:00
Hvis du ikke allerede har fået vinterdækkene på og fundet overtøjet frem, så er det ved at være tiden nu. Natten til onsdag samt onsdag varsler DMI lokalt kraftigt snevejr i det nordjyske. De varsler op mod 15 cm sne på 6 timer.
Foto: Billedarkiv

Hele den østlige del af Nordjylland inklusiv Aalborg er indeholdt i det varsel, DMI har sendt ud. Det går på lokalt kraftigt snevejr med mulighed eller risiko om du vil, for op mod 15 cm. sne på 6 timer. Det glæder nok børn og barnlige sjæle, der er klar med kælken, men kan også skabe trafikale udfordringer.

Lavtryk kommer fra nord

Ifølge DMI vil et såkaldt lavtrykstrug med dyb koldluft fra tirsdag aften bevæge sig ned over Danmark fra nord. Det vil forårsage dannelse af byger, som lokalt kan være kraftige og give det her snefald. Snevejret forventes først at ramme Nordjylland, inden det bevæger sig videre ned over det østlige af landet.

Lufttemperaturen forventes at være lidt over eller lige omkring frysepunktet, ligesom jordtemperaturen endnu er omkring 5 grader. Det er derfor usikkert, hvor meget af sneen der vil lægge sig, men det vil afhænge af lokale forskelle.

For Aalborg gælder varslet i morgen fra kl. 00:00 til 13:00.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder