Fire kvinder blev ofre for umotiveret overfald lørdag aften

5 december, 2022 | 06:00
Fire kvinder blev overfaldet midt på en gade i Aalborg lørdag aften. En 40-årig mand stod bag overfaldet, som blev begået fuldstændig umotiveret.
Arkiv

Lørdag aften blev fire kvinder overfaldet på åben gade i Aalborg midtby af en 40-årig mand. Overfaldet var fuldstændig umotiveret.

Det skriver TV2 Nord.

Kvinderne havde netop forladt Restaurant Provence på Ved Stranden i Aalborg, da manden gik til angreb på den ene af de fire kvinder.

– Han går direkte over til dem, tager fat i den ene kvindes hoved og banker det flere gange ind i ruden til restauranten, fortæller anklager Majbritt Bak fra Nordjyllands Politi til TV 2 Nord.

Fanget på overvågningskamera

Anklageren havde overvågningsvideoer med i retten søndag eftermiddag, som viste hele overfaldet.

– De tre andre forsøger naturligvis at komme deres veninde til undsætning, men dem slår han så ud efter.

– Den sidste vælter han ned på jorden og så sparker han hende i ryggen hvorefter han giver hende knytnæveslag på knytnæveslag. Han stopper først, da der kommer en mand ud fra restauranten som får ham skubbet væk og så skal der en mand mere til at fastholde ham indtil politiet kommer, fortæller anklageren.

Gerningsmand husker intet

Den 40-årige mand blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet frem til den 19. december. Manden husker intet fra episoden og genkender ikke sig selv på overvågningsvideoen. Han fik først sin hukommelse tilbage, da han vågnede op i politiets detention.

Del |

Kilde: Tv2/Nord - CVR-nr 12230281- AktivSøparken 4, 9440 Aabybro

Mest læste nyheder

Seneste nyheder