Mand sigtet for hvidvask og skatteunddragelse for store millionbeløb

23 november, 2022 | 08:00
Nordjyllands Politi har den 21. november 2022 anholdt en mand, som man mistænker for hvidvask og skatteunddragelse for op mod 200 millioner kroner.
Foto: MinByAalborg

Det oplyser efterforskningsleder Jan Brun Sørensen, der er politikommissær ved afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, som forestår efterforskningen af sagen.

Det er politiets opfattelse, at den mistænkte mand i løbet af en periode på to år, i 2021 og 2022, via sine selskaber har lavet omfattende hvidvask, skatteunddragelse og momsunddragelse for op mod 200 millioner kroner.

– Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelse i denne sag om omfattende økonomisk kriminalitet, siger Jan Brun Sørensen, der af hensynet til den verserende efterforskning i sagen ikke har mulighed for give yderligere informationer vedrørende politiets arbejde med sagen.

– Men jeg kan da slå fast, at vores efterforskning i sagen naturligvis fortsætter, så vi kan få alle omstændighederne belyst.

Manden, der er 35 år og har boet i Nordjylland, blev i går fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Aalborg med krav om varetægtsfængsling.

Politiet har rejst sigtelser for hvidvask efter straffelovens § 290a, stk. 2 samt for grov skattesvig efter straffelovens § 289, stk. 1.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder