Få din hund godt igennem nytårsaften med gode råd fra Vodskov Dyreklinik

21 november, 2022 | 14:59
Om halvanden måned står nytårsaften for døren, og det er for mange hunde og andre kæledyr en utrolig skræmmende aften. Som hundeejer er det derfor vigtigt, at få din hund igennem denne aften på bedst mulig vis

Forebyggende lydtræning af din hund
Er det første gang din hund skal opleve nytårsaften, er det en god idé at vænne den til lydene og de uforudsigelige bang, der kan komme i den sammenhæng. Lydtræner du ikke din hund og bare venter og ser hvad der sker, kan din hund få traume for livet. Og når skaden er sket, kræver det utroligt meget at træne hundens angst væk igen. Forebyggelse er altid vejen frem, og start allerede nu.
Selvfølgelig er der forskel på hunde, og nogle kan blive angste, selvom du har lydtrænet det bedste du kan op til. Dog er der bedre sandsynlighed for at din hund klarer sig godt igennem aftenen, hvis du har gjort dit forarbejde.

Sådan starter du lydtræning af fyrværkerilyde

  • Find en lydfil med fyrværkeri på fx Spotify eller YouTube
  • Afspil lydfilen i et lavt lydniveau til at starte med, samtidig med at du roser din hund og giver lækre godbidder.
  • Skru gradvist op for lyden, men ikke højere end din hund kan rumme det. Den må gerne orientere sig nysgerrigt ved lyden, men ikke udvise nervøst eller angst kropssprog. Tag det i din hunds tempo.
  • Varier mellem lydfilerne, så din hund lærer at lydene kan være uforudsigeligt. Ros og beløn din hund med godbid, når den udviser rolig adfærd.
  • Når din hund er helt afslappet ved de forskellige lyde, kan du sætte en video af fyrværkeri på dit fjernsyn. Start igen med at skrue helt ned for lyden, så hunden kun skal koncentrere sig om det visuelle. Ros og beløn din hund med godbid for rolig adfærd.
  • Skru langsomt op for lyden i det tempo din hund kan overskue og fortsæt med masser af ros og hundesnacks.

I starten træner du blot 1-3 gange dagligt af et par minutters varighed. Det er vigtigt, at din hund får succes med lydene, så den kommer til at forbinde det med noget positivt.

Selvom du har en hund, som har oplevet nytår før og ikke plejer at være bange, kan det være en god idé at forberede den lidt alligevel inden det hele går løs. Afspil lidt lydfiler en gang imellem, så den vænner sig til det igen. Der kan ske meget på et år, og hunde ændrer sig også.

Andre gode råd og tiltag nytårsaften

  • Giv din hund beroligende kosttilskud. Det virker beroligende på hundens nervesystem og er angstdæmpende
  • Sørg for at din hund har noget lækkert at underholde sig med, mens det går løs med bragende
  • Lav en hule, hvor din hund kan søge tryghed
  • Hav altid din hund i snor på gåturen, når der bliver fyret krudt af. På den måde risikerer du ikke at din hund løber væk, hvis den bliver forskrækket
  • Gå lange ture morgen og formiddag, hvor der er mest ro på nytårsdagen
  • Ynk ikke din hund, hvis den virker nervøs overfor de høje lyde. I stedet bør du tale roligt til den og virke positiv. Hvis du er rolig, vil din hund også være mere rolig.

Del |

EPRO
Denne artikel er udfærdiget i et samarbejde mellem virksomheden og mediet.
Virksomheder relateret til denne nyhed

Mest læste nyheder

Seneste nyheder