Kedelig nyhed: Varmeprisen stiger i Aalborg

15 november, 2022 | 07:00
I Aalborg har borgerne endnu ikke oplevet prisstigninger på varmeregningen, men det er slut nu. Aalborg Forsyning varsler prisstigning, der gælder allerede fra den 1. december 2022.
Radiator
Foto: MinByAalborg

Den aktuelle energikrise har endnu ikke forårsaget højere varmepriser i Aalborg. Men det kommer den til at gøre nu.

Julemåneden bliver indledt på kedelig vis for aalborgenserne, da Aalborg Forsyning varsler om prisstigninger på varme, som kommer til at gælde allerede fra den 1. december 2022.

Der er flere årsager til prisstigningen, der blandt andet skyldes stigende kulpriser på det generelt udfordrede energimarked. Derudover er et haveri på Nordjyllandsværket også en medvirkende faktor til prisstigningen.

Der er tale om en stigning på den variable varmepris. Helt konkret stiger den fra 0,456 kroner/kWh til 0,547 kroner/kWh. I praksis betyder det, at en forbruger med et standardhus på 130 kvadratmeter og et årligt forbrug på 18,1 MWh vil opleve en meromkostning på 2000 kroner om året.

Ærgerlig situation

Bestyrelsesformand for Aalborg Forsyning og klima- og miljørådmand, Per Clausen siger følgende om den stigende varmepris til det regionale mediehus:

– Det er en rigtig ærgerlig situation, for vi ved, at mange forbrugere er trængte lige nu, hvor der er prisstigninger på stort set alt. Derfor har vi gjort alt for at holde varmeprisen i ro, men Aalborg Forsyning er ramt af et udfordret og uforudsigeligt energimarked, og dertil har Nordjyllandsværket været ude af produktion i fem måneder i forbindelse med et havari.

Ifølge formanden er forventningen, at prisstigningen er midlertidig. Beslutningen skal tages op igen, hvilket er på dagsordenen i september 2023.

Indtil da kan aalborgenserne altså godt begynde at forberede sig på at modtage en højere varmeregning i nærmeste fremtid.

Del |

Kilde: Det Nordjyske Mediehus A/S- CVR-nr 18096641 Langagervej 1, 9220 Aalborg Øst

Mest læste nyheder

Seneste nyheder