Alm. Brand Group rykker nord- og midtjyske kolleger sammen

15 november, 2022 | 06:30
Alm. Brand Group samler medarbejderne i Herning og Aalborg. Det sker som naturlig følge af forårets sammenlægning af forsikringsselskaberne Codan og Alm. Brand.
Foto: Alm Brand Group.

I den kommende tid rykker Alm. Brand Groups medarbejdere i det nord- og midtjyske tættere sammen.

I Herning samles medarbejderne 1. december i de større og mere rummelige lokaler på Dalgas Plads 6, mens lokationen på Dalgas Allé 1 fraflyttes. Den 11. januar flytter kolleger i Aalborg sammen på Østre Havnepromenade 6, mens lokationen på Sofiendalsvej 88 fraflyttes.

Flytningerne sker som en naturlig følge af forårets sammenlægning af forsikringsselskaberne Codan og Alm. Brand. I alt er der tale om ni medarbejdere, der bliver flyttet til nye lokationer.

På Dalgas Plads 6 i Herning vil der være plads til i alt 20 medarbejdere, mens der bliver plads til cirka 70 medarbejdere på Østre Havnepromenade 6 i Aalborg.

– Det er med afsæt i ønsket om at fastholde vores stærke tilstedeværelse i Midt- og Nordjylland, at vi nu samler kollegerne i større og mere rummelige lokaler. Samtidig bringer vi medarbejderne tættere sammen i vores fælles koncern til glæde for kunderne i Codan og Alm. Brand, siger HR & Kommunikationsdirektør Claus Kappel Christensen, Alm. Brand Group.

Såvel lejemålet på Dalgas Allé 1, Herning, som Sofiendalsvej 88, Aalborg, er opsagt med udløb den 31. marts 2023.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder