Ny retning giver positive resultater for TL BYG

28 oktober, 2022 | 10:00
Trods den generelle usikkerhed i samfundet, tegner fremtiden lys hos TL Byg, der netop har offentliggjort deres årsregnskab for 2021/22. Her er der synligt bevis på, at virksomheden satte en ny retning sidste år.
Foto: TL Byg

Det går den rigtige vej for TL BYG, der i slutningen af 2021 ansatte den 58-årige Jesper Hoffmann som ny administrerende direktør. De seneste år har været præget af store omvæltninger og flere tabsgivende projekter. Nu er den store nordjyske entreprenørvirksomhed tilbage med fokus på udgangspunktet – nemlig konkurrencedygtigt kvalitetsbyggeri til aftalt tid og pris:

– Bestyrelsen har, sammen med direktionen og de cirka 160 øvrige medarbejdere, haft som vigtigste opgave at få TL BYG godt tilbage på sporet og genfinde styrken i det, som vi altid har været kendte for. Takket være en fantastisk indsats fra alle viser nøgletallene de første indikationer på, at vi er godt på vej – særligt i anden halvdel af regnskabsperioden har vi set den positive udvikling, forklarer bestyrelsesformand Mikael Vest.

Forbedring på millioner

TL BYG kommer således ud af regnskabsåret 2021/22 med regnskabsafslutning 30. juni 2022 med en bruttofortjeneste på 93,0 millioner kroner. Dette er et mindre fald i forhold til tidligere, men ifølge Jesper Hoffmann er det en tilsigtet udvikling: 

– Det er vigtigt for os at fokusere på de projekter, hvor der er tillid mellem parterne, og hvor vi som entreprenør kan bidrage til at etablere det gode samarbejde mellem bygherre, rådgivere og TL Byg som entreprenør. Derfor har vi i mindre grad fokus på volumen, men i stedet på at vinde og håndtere netop de projekter, hvor vores kompetencer har en særlig berettigelse. Det skal på sigt også bidrage til at øge lønsomheden, som ikke har været god nok de seneste år, supplerer Jesper Hoffmann.

Som følge heraf er bundlinjen da også blevet løftet fra et minus på 2,3 millioner kroner efter skat sidste år til et plus på 2,3 millioner kroner efter skat i år, hvilket svarer til en forbedring på tæt ved 5 millioner kroner:

– Årets resultat er langt fra prangende, men vi kan være stolte af, at vi på kort tid har vendt et minus til plus. Og resultatet kunne være blevet endnu bedre. For som alle ved, har de stigende materialepriser gjort sit indtog i byggeriet, hvilket naturligvis også har påvirket vores indtjening. Her har vi tillidsfuldt samarbejdet med vores kunder om at finde de rette løsninger, der er nødvendige for, at projektøkonomien kan hænge sammen i en usædvanlig og kompleks periode. Den situation vi og vores kunder står i i øjeblikket, kalder i den grad på et tæt samarbejde om at finde de rigtige løsninger, siger han.

TL BYG har tre forretningsben, som er henholdsvis Entreprise, Service og vinduesproduktion. Entrepriseområdet er det største, men serviceområdet, hvor der udføres mindre service- og spjældopgaver inden for stort set alle fag, er vokset de seneste år. Vinduesfabrikken TL Vinduer, der ligger i tilknytning til TL Bygs kontorer og værksteder på Gartnervej i Skalborg, har ligeledes udviklet sig positivt.

En fornuftig ordreindgang

Hos TL BYG har man trods udfordringerne i markedet en fornuftig ordrepipeline. Ifølge Jesper Hoffmann giver det ro til at fortsætte den langsigtede planlægning og samtidig fokusere på at tiltrække nye projekter.

– Vi arbejder lige nu med flere elementer, der skal bidrage til at forbedre virksomhedens performance, herunder at tilpasse- og uddanne organisationen til den nye virkelighed. F.eks. er vi godt på vej med at implementere en ny projektmodel, hvor vi kan følge et byggeris faser og hurtigere kan følge op på uregelmæssigheder. Styring og rettidig omhu og ikke mindst tæt dialog med kunden er nøgleord i ethvert byggeri, hvis du vil aflevere i aftalt kvalitet til aftalt tid og budget, siger han og fortsætter:

– Vi arbejder også på en ny overordnet forretningsstrategi, hvor vi blandt andet igen vil have vores primære fokus på byggeprojekter til private og professionelle i Nordjylland. Det er vores hjemmebane, og det er her, at vi har opbygget langvarige og betydningsfulde kunderelationer, og disse relationer skal vedligeholdes og udbygges. Vi vil arbejde på at udbygge vor position på vores nuværende forretningsben, Entreprise, Service og på TL Vinduer, og vi vil i det hele taget styrke vores position inden for de kompetencer, hvor vi er bedst.

Jesper Hoffmann og den øvrige ledelse og bestyrelse forventer derfor en positiv udvikling på både top- og bundlinje i det nye regnskabsår.

Del |

Virksomheder relateret til denne nyhed

Mest læste nyheder

Seneste nyheder