Indbrud, tyverier og en irriterende soundbox

26 oktober, 2022 | 16:00
Der har været travlt i de forgangne dage, når man kigger døgnrapporten for Nordjyllands Politi igennem. Både flere indbrud, tyveri fra bil og en irriterende soundbox har gjort livet lidt mere træls i det nordjyske.
Politi
Foto: Billedarkiv

Mens vi andre er kommet godt i gang igen efter ferien, virker det som indbrudstyve og andre langfingrede væsener aldrig holdt fri. I hvert fald hvis vi kaster et blik i døgnrapporten for perioden 24. oktober til den 26. oktober 2022 fra Nordjyllands Politi. Her er der sket flere nye ting de forgangne dage – men desværre af den kedelige slags.

Knust rude i bil

I Aalborg SV fik en medarbejder ved en virksomhed på Hobrovej mandag morgen sig en kedelig overraskelse, da hun kom tilbage til sin firmabil på parkeringspladsen. Her fandt hun bilen med en knust rude. I bilen havde der ligget en taske, der var blevet stjålet. På grund af massiv regn var det ikke muligt at sikre nogle spor på stedet.

Gas var i høj kurs

Natten mellem søndag og mandag var gas åbenbart i høj kurs ved en indbrudstyv. I et sommerhus i Mou forsvandt der i hvert fald både en gasbrændeovn og flere gasflasker. Tyven, man må antage frøs, brød først to skure op, inden turen gik til selve sommerhusets dør, der blev brudt åben med en hakke.

Genbrugsbutik udsat for indbrud

Ikke engang en genbrugsbutik kan gå upåagtet hen, når indbrudstyvene huserer. Det måtte de sande i Vodskov natten til tirsdag. Her brød ukendte gerningspersoner ind ved at knuse en rude og forsvandt med et større pengebeløb fra et pengeskab.

Den kære soundbox

Soundboxe kan få mange op af stolene, og det var da også sådan én, der lå til grunde for mange borgeres irritation i Hjørring tirsdag eftermiddag. Her måtte politiet tage ud og bede en borger om at slukke for sin musik fra en soundbox, der var blevet stillet op udenfor og spillede høj musik til gene for nabolaget.

Ved du noget om de forskellige indbrud, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Del |

Kilde: Nordjyllands Politi

Mest læste nyheder

Seneste nyheder