Husker du Syvti? Mød Frode og Line på biblioteket 26 oktober, 2022 | 14:30 Er du én af de mange, der som barn lyttede til "Syvti" på Nordjyllands Radio - DR P4 mellem 1984 og 94? Så skal du komme på biblioteket og sige go'hejsa til manden bag og se udstillingen om radioprogrammet. Foto: Klaus Kurup for Danmarks Radio Af Camille Lund Det er 40 år siden Nordjyllands Radio – DR P4 – sendte sit første børneprogram “Disken”, som i 1984 blev til “Syvti”. Det markeres på Hovedbiblioteket i Aalborg med en udstilling og et arrangement, hvor du kan møde manden bag, Frode Muldkjær. Han fortæller om børneradioens spæde start i 1980erne og dykker ned i mindernes Syvti-dagbog. Arrangementet finder sted onsdag den 9. november kl. 16-17.30. Udstillingen kan ses på Hovedbiblioteket i perioden 9. november-17. november. Udstilling af børnetegninger Den 9. november åbner også udstillingen om Syvti, hvor du kan gå på opdagelse i plancher med tegninger, som børn sendte ind til radioprogrammet. Udstillingen åbnes af Line Gertsen, som du måske kender fra TV-avisen på DR. Line er fra Blokhus og blev som 11årig en del af Syvti – blandt andet som panelmedlem i “Børn hjælper børn”. Her var hun i flere år et af de fire børn, der gav gode råd til lyttere, som ringede ind med forskellige dilemmaer. Program for dagen 16.00 Velkomst 16.05 Præsentation og åbning af udstilling ved TVA-journalist Line Gertsen 16.20 Frode Muldkjær fortæller om tiden med og tankerne bag radioprogrammet Syvti 16.35 Spørgsmål – og et glas Herefter er der rig mulighed for at kigge på udstillingen. Om Syvti Syvti var et radioprogram for, med og om børn, som blev sendt på Nordjyllands Radio – DR P4 – fra 1984 til 1994. Det skete på hverdage om morgenen fra kl. 7.10 til 7.30 – og med genudsendelser om eftermiddagen. Programmet var blandt de mest populære i Danmarks Radio, og undersøgelser viste, at 8 ud af 10 børn – og mange af deres forældre – lyttede til udsendelserne. Børn havde ordet i Syvti. De kunne sige deres mening til programmets telefonbåndoptager og i flere år ringede omkring 200 børn om dagen. Medstarter af Børnetelefonen Syvti fik allerede i 1987 et samarbejde med Børne- og Unge-rådgivningen ved Nordjyllands amt, som åbnede for eftermiddagsrådgivningen. Her kunne børn anonymt ringe ind med alle slags svære problemer – skilsmisse, forældres alkoholproblemer, seksuelle overgreb og mishandling. Syvti kunne så opfordre børn til at ringe direkte til en psykolog og en socialrådgiver, uden at barnet skulle opgive sit navn – et løfte Syvti havde lovet sine lyttere. Syvtis telefonrådgivningsarbejde blev i 1987 model og medstarter af Børnetelefonen ved Børns Vilkår. Nedlagt trods protester Da Danmarks Radio besluttede at nedlægge børnefladen i Regionerne i 1994, var der voldsomme protester i Nordjylland. Men DR stod fast. Man ville have en større nyhedsflade for voksne på hverdage mellem 7.10, og 7.30, og det blev enden på Syvti. Lær mere om børnetelefonen og det videre arbejde med børns trivsel Vil du vide mere om arbejdet med børn og deres trivsel, så kan du deltage i arrangementet ”Børn har ret til at blive hørt – BørneTelefonen har lyttet siden 1987″, torsdag den 17. november kl. 16.30-18.00 på Aalborg Hovedbibliotek. Her vil Frode Muldkjær i samtale med Marianne Rasmussen, afdelingschef ved Børnetelefonen for Børns Vilkår, tale om børns trivsel igennem de sidste 40 år. Del | Af Camille Lund Tilbage