Er du klar til en tur i bunkeren i REGAN Vest? Åbningsdatoen er klar, så book din billet.

26 oktober, 2022 | 13:00
Omsider er den officielle dato kommet for åbningen af den massive atomsikre koldkrigsbunker Regan Vest, der står helt uberørt og er fuldt møbleret med interiør, der spænder fra Arne Jacobsen-stole til sengetøj fra Nordisk Fjer.
Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer

Man kan glæde sig til en oplevelse af de helt store fra mandag d. 13. februar 2023, hvor koldkrigsmuseet REGAN Vest omsider åbner op, afslører Nordjyske Museer i en pressemeddelse. Der vil være adgang til murstensvillaen, der ligger foran indgangen til bunkeren og selvfølgelig åbnes der samtidig op for den enorme koldkrigsbunker. Allerede fra 1. november kl. 10.00 bliver det muligt at booke billetter til rundvisninger online på nordjyskemuseer.dk.

Kold krig åben for offentligheden

Der er længe blevet arbejdet bag kulissen med at gøre den tidligere tophemmelige koldkrigsbunker i Rold Skov tilgængelig for offentligheden. Arbejdet med etablering af museet har været vanskeliggjort af COVID-19, materialemangel og stigende priser.– Vi glæder os ustyrlig meget til at åbne REGAN Vest og invitere folk indenfor. Det er noget, som vi har arbejdet på i over ti år, og som har krævet meget af såvel museets medarbejdere, projektets rådgivere og entreprenører. Nu er vi endelig nået ind på opløbsstrækningen, hvor målstregen er i sigte,” siger Lars Christian Nørbach, direktør for Nordjyske Museer, som Koldkrigsmuseet REGAN Vest er en del af.

En oplevelse af de helt store

Det nye museums hovedattraktion er naturligvis den atomsikre bunker, der blev opført i al hemmelighed i midten af 1960’erne. Bunkeren, der ikke er et militært anlæg, blev bygget med det formål at huse regeringen, embedsmænd og regent i tilfælde af en atomkrig.

Bunkeren står uberørt og fuldt møbleret med alt originalt interiør intakt – lige fra Arne Jacobsen-stole og lamper over sengetøj fra Nordisk Fjer til kommunikationsudstyr, Nato-stempler og papirklips.

Museet består dog af flere delelementer. Indgangen til bunkeren ligger skjult bag en helt almindelig murstensvilla. Her boede maskinmesteren med sin familie. Han havde opsyn med det hemmelige bunkeranlæg. Villaen er i dag indrettet, som den kunne have set ud i 1980, og publikum kan via digitale skærme møde den familie, som bor i huset.

Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer

Den karakteristiske indgangstunnel er ca. 300 meter lang og leder ind til et bunkeranlæg på 5500 m2 med lægeklinik, regeringskontorer, indkvarteringsfaciliteter og meget andet.

Foruden selve bunkeren og familien i maskinmesterboligen kan besøgende også glæde sig til en koldkrigsudstilling i den nyopførte velkomstbygning tæt herved. Her udstilles blandt andet – som noget ganske særligt – genstande fra atombombningen af Hiroshima i 1945. Udstillingen fortæller om dagliglivet under den kolde krig, frygten for atomkrig samt de forberedelser, som samfundet gjorde, hvis krigen brød ud.

Endelig er der etableret vandrestier i området over bunkeren, hvor man kan få en fornemmelse for anlæggets størrelse ved at gå en tur i terrænet.

Billetter sættes i salg

Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbner næste år i uge syv, og fra tirsdag 1. november kl. 10 bliver det muligt at købe billetter til det nye museum.

I første omgang sætter Nordjyske Museer billetter i salg til to forskellige typer af rundvisninger. En almindelig guidet rundvisning, der koster 260 kr. samt en særrundvisning til 510 kr., som afsluttes med smørrebrød i bunkerens kantine.

At det er smørrebrød, der serveres på særrundvisningerne, er ingen tilfældighed. Hvis bunkeren var kommet i funktion, var planen nemlig, at forplejningen skulle bestå af blandt andet smørrebrød, da det kunne spises døgnet rundt og ikke krævede megen forberedelse.

– Det som gør REGAN Vest til noget helt særligt, er dens autenticitet med alt det originale interiør. At servere smørrebrød på de originale firkantede melamin-bakker er en af måderne at gøre oplevelse i bunkeren endnu mere autentisk og levende på, siger Lars Christian Nørbach.

Foto: Lars Horn for Nordjyske Museer

Kun muligt at købe billet online

Pga. den enorme forhåndsinteresse og de begrænsede muligheder bunkeranlægget har i forhold til at lukke mange folk ind på samme tid, er det kun muligt at besøge bunkeren på rundvisninger. Billetter hertil kan kun købes online på www.nordjyskemuseer.dk – det er ikke muligt at købe billet ved ankomst til museet.

I første omgang sættes billetter i salg til perioden frem til og med påsken 2023. Billetter til næste sommer sættes i salg senere og annonceres gennem museets nyhedsbrev og på nordjyskemuseer.dk.

FAKTA:

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 m2 stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig. Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbne for offentligheden.

Det samlede anlægsbudget er på godt 78 mio. kr. Museet er meget taknemlig for generøs støtte fra følgende: Den filantropiske forening Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.) Spar Nord Fonden (2 mio. kr.) og Jutlander Fondene Himmerland 0,5 mio. kr., Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.). Dertil en anlægsbevilling fra Folketinget (20,1 mio. kr.).

 

 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder