Ny direktør for By og Land i Aalborg Kommune

27 september, 2022 | 08:00
Alvaro Arriagada bliver ny direktør for By og Land i Aalborg Kommune. Alvaro Arriagada kommer med en solid erfaring fra Aarhus Kommune, som nu bringes i spil i Aalborg.
Foto: Alvaro Arriagada

Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på den 42-årige Alvaro Arriagada som ny direktør for By og Land i Aalborg Kommune. Han har flere års erfaring fra det politisk-bystrategiske maskinrum, hvor han i Aarhus Kommune i høj grad har medvirket til at omsætte tanker, visioner, beslutninger og pejlinger fra de øverste politiske organer til konkrete handlinger i forskellige dele af kommunens virke.

Fra Aarhus til Aalborg

Alvaro Arriagada har været chef for Budget og Planlægning i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune siden 2015. Her varetager han centrale strategiske og økonomiske hensyn i byudviklingen samt forberedelsen af de større anlæg på infrastrukturområdet. Derudover står han i spidsen for at koordinere de øvrige samlede kommunale anlægsbehov i forhold til langsigtet økonomisk planlægning, byudviklingsøkonomi og konkret indplacering i kommunens fysiske rammer.

Alvaro Arriagada har endvidere siden 2020 været Projektdirektør for Kongelunden. Kongelunden er et omfattende, bynært og rekreativt byudviklingsområde i Aahus, der i december 2019 blev lanceret som ‘Danmarks største bynære rekreative område’, og som blandt andet indeholder byggeriet af nyt superligastadion til fodbolden.

En glad rådmand

Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen siger om ansættelsen af Alvaro Arriagada:

– Jeg glæder mig over, at vi med rekrutteringen af Alvaro Arriagada får en erfaren kommunal leder med fagligt udspring i økonomi og god indsigt i det tekniske og planmæssige område. Jeg ser frem til, at han som direktør for By og Land skal være med til at omsætte tanker, visioner, beslutninger og pejlinger fra de øverste politiske organer til konkrete handlinger i forskellige dele af Aalborg Kommunes virke. Alvaro Arriagada har solid erfaring i betjening af det politiske system i en stor kommune. En erfaring, som vi nu får glæde af i Aalborg Kommune. Og jeg er sikker på, at han med sin ledelsesstil og sin personlighed vil skabe motivation, trivsel og arbejdsglæde, og at han – som direktør for By og Land – kan bidrage til at videreføre den positive udvikling af Aalborg Kommune.

For Alvaro Arriagada markerer skiftet fra Aarhus til Aalborg Kommune, at han flytter sig fra centralforvaltnings-perspektivet til at stå i den administrative spids for By og Land, der har den største indflydelse på den fysiske udvikling af landets tredje største kommune.

Alvaro Arriagada siger om jobskiftet:

– Aarhus udgør min største erfaringsbase, både personligt og karrieremæssigt. Aalborg har politisk, størrelses- og styringsmæssigt mange ligheder. I Aalborg Kommune ser jeg en rivende udvikling båret af en urbaniseringskraft, der ikke bremses af bump på vejen. Et naturligt centrum for en stor og vigtig landsdel og en kommune med store ambitioner for byudviklingen og med handlekraften til at sætte handling bag ordene. Det ser jeg meget frem til at blive en del af”.

Aalborg Byråd har godkendt ansættelsen af Alvaro Arriagada, som tiltræder 1. november 2022.

Fakta

Alvaro Arriagada er født og opvokset i Aarhus som barn af chilenske flygtninge. Han er 42 år og bosiddende i Aarhus sammen med Nicoline og har to døtre på 18 og 5 år. Til november forøges familien med endnu et barn. Han er uddannet Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Del |

Virksomheder relateret til denne nyhed

Mest læste nyheder

Seneste nyheder