Lokal ildsjæl kan blive Årets Stjerneskud

22 september, 2022 | 20:00
Har du smagt en havsneglepizza? Det har børnene i Egense Sejlklubs børneklub og nu er klubbens tovholder Sanne Busk Hansen nomineret til den fornemme pris som ’Årets Stjerneskud’ ved Arlas årlige prisuddeling Generation Food Award.
Lokal ildsjæl kan blive Årets Stjerneskud
Foto: Generation Food Award 2022

Har du smagt en reje, du selv har fanget? Eller muslinger, du selv har samlet? Eller hvad med havsneglepizza? Det har børnene i Egense Sejlklubs børneklub. Havnen og havet er nemlig i centrum, når Egense Sejlklubs børneklub mødes hver torsdag og bruger havnen til at udfordre hinanden og dykke ned i havets skatkammer af mad.

Nu er sejlklubbens tovholder Sanne Busk Hansen nomineret til den fornemme pris som ’Årets Stjerneskud’ ved Arlas årlige prisuddeling Generation Food Award.

Børn skal have pirret deres nysgerrighed

I Egense Sejlklubs børneklub sørger tovholder Sanne Busk Hansen nemlig for, at børn hver uge får pirret nysgerrigheden i forhold til mad, når de deltager i torsdagsklubben. Ofte ved at bruge det nærværende hav, som når de fanger søpølser, samler muslinger eller spiser signalkrebs. Prisen som ’Årets Stjerneskud’ er en hyldest til de ildsjæle, som inspirerer børn og unge til at dykke ned i havets spisekammer.

”Jeg synes, det er vigtigt at vide, hvordan naturen omkring os fungerer, og hvor maden kommer fra. Jeg bliver så inderligt glad, når bare ét barn overvinder at smage på en reje, som barnet selv har fanget. Eller når et barn har parteret en fisk, selvom de er bange for blod. Det er bedre end en forlystelsespark,” siger Sanne Busk Hansen.

Børnemagi uden telefoner

For Sanne Busk Hansen handler børneklubben om at udbrede børnenes kendskab til anderledes råvarer fra naturen. Derfor blev hun efter eget udsagn ’tosseglad’, da de for nyligt lavede mælkebøttepandekager og fangede søpølser, og det virkede som om, at børnene blev opmærksomme på, hvor meget i naturen omkring os kan bruges i maden.

”For nyligt fangede vi søpølser, som jeg har hørt serveres på fine restauranter i København. Det fik en af drengene til at undersøge, om man kan spise vandmænd. Og det fandt han ud af, at man godt kan. Det er måske et lidt stort projekt, men det er da sjovt,” griner Sanne Busk Hansen og fortæller, at klubben samtidig har en anden funktion.

”Det er dejligt at opleve, at alle børn passer perfekt ind her i klubben, fordi børnene samarbejder og tænker ens. Der bliver skabt børnemagi. Uden telefoner,” siger Sanne Busk Hansen.

Udvalgt for sin kreative tilgang til havet

Der er i alt otte priser til Generation Food Award 2022. Og formålet er at hylde de lokale ildsjæle, der gør en særlig indsats for at inspirere børn og unge til sunde og bæredygtige madvaner.

”Det er jo nøjagtigt det, Sanne Busk Hansen gør med Egense Sejlklubs børneklub,” siger Sanne Vinther, som er direktør i Arla Fonden og formand for den jury, der beslutter, hvem der skal vinde prisen for ’Årets Stjerneskud’.

”Ildsjæle som Sanne gør en kæmpe forskel for vores børn. Det vil få betydning for børnenes madvaner, både nu og i deres voksenliv, så vi skylder dem en stor tak,” siger Sanne Vinther.

Lokal ildsjæl kan blive Årets Stjerneskud
Foto: Generation Food Award 2022

Prisen uddeles og offentliggøres mandag den 3. oktober på Rådhuspladsen i København

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder