Kendt nordjysk ægtepar begik momssvig for millioner

22 september, 2022 | 08:00
Det kendte nordjyske ægtepar Gorm og Ann Vibeke Lokdam blev sidste år dømt for momssvig for millioner ved Retten i Aalborg. Nu har Vestre Landsret stadfæstet dommen.
Retten i Aalborg
Foto: MinByAalborg

Landsretten har den 21. september 2022 afsagt dom i en ankesag om momssvig, hvor Gorm og Ann Vibeke Lokdam var tiltalt for i forening som ejere, direktører og daglige ledere af tre virksomheder at have begået momssvig af grov karakter ved i en periode fra 1. april 2007 til 30. juni 2010 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, hvorved der var sket momsunddragelse for i alt cirka 7,5 millioner kroner.

I 2021 blev det nordjyske ægtepar Gorm og Ann Vibeke Lokdam dømt for momssvig for flere millioner kroner ved Retten i Aalborg.  I byretten var begge de tiltalte fundet skyldige og idømt betingede fængselsstraffe på henholdsvis 2 år og 1 år og 9 måneder samt tillægsbøder på hver 3,75 millioner kroner. Efterfølgende ankede ægteparret dommen med et krav om frifindelse.

Men sådan blev det ikke. Nu er byrettens dom nemlig blevet stadfæstet af Vestre Landsret. Ifølge dommer ved Vestre Landsret, John Lundum, blev Gorm Lokdam idømt to års betinget fængsel samt betaling af en tillægsbøde på seks millioner kroner. Hans kone, Ann Vibeke Lokdam, undgik en fængselsstraf, men skal betale en tillægsbøde på 900.000 kroner.

Landsretten har altså foretaget ændringer i dommen sammenlignet med den, der blev afsagt ved Retten i Aalborg. Som nævnt var Ann Vibeke Dam tidligere blevet idømt en betinget fængselsstraf. John Lundum forklarer, at denne er bortfaldet i landsretten, da de ikke fandt beviser for, at hun havde begået momssviget med forsæt og i samme omfang som sin ægtemand. Der var udelukkende bevis for, at Ann Vibeke Lokdam havde begået momssvig med grov uagtsomhed, hvilket ikke straffes med fængsel. Derfor straffes hun udelukkende med en bøde.

Indberettede mindre end de skulle

Momsunddragelsen var ifølge anklagemyndigheden sket ved, at de tiltalte havde undladt at angive og afregne moms i de tre virksomheder for arrangementer, som kunder have afholdt på 5 slotshoteller. Gorm og Ann Vibeke Lokdam var ejere og medejere af virksomhederne og slotshotellerne.

Sagen angik i første række spørgsmålet, om de tre virksomheder kunne anses for at være afgiftspligtige (”rette momssubjekter”), eller om afgiftspligten påhvilede et driftsselskab, som var blevet erklæret konkurs i 2013. Sagen angik i anden række navnlig spørgsmålet, om arrangementerne var fuldt momspligtige, eller om der for en del var tale om momsfri lokaleudlejning.

Landsretten fandt i lighed med byretten, at afgiftspligten påhvilede de tre virksomheder, og at der ikke var tale om momsfri lokaleudlejning.

Parret har altså begået momssvig for millioner ved at indberette en for lille momsbetaling til staten. I deres indberetning har de givet indtrykket af, at deres kunder har betalt separat for leje af lokaler til arrangementer, hvilket er en momsfri ydelse. I stedet forholdt det sig sådan, at kunderne har modtaget en enkelt faktura, hvor de har betalt 25 procent i moms af hele beløbet.

Der har tidligere været navneforbud i sagen, som er bortfaldet efter landsrettens afgørelse af ankesagen.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder