En solid gang myrekryb!

21 september, 2022 | 11:00
20 billiarder - så mange arbejdsomme myrer er vi omringet af, viser et nyt studie.
Myrer - Prabir Kashyap
Foto: Billedarkiv

Når du efter endnu en dag i livets rustne trædemølle ligger henslængt på sofaen med en halv pose fortæret bland-selv-slik i skødet til sæson 17 af Landmand søger kærlighed. Så kan tanken muligvis ramme dig om at udviklingen – på solidt jysk – har røvrendt os.

For nu skriver vi altså tik-tak 2022! Så hvor er de flyvende biler? Hvor er de små grønne mænd og invasionen fra Mars? Hvor er mutanterne og Mad Max-dommedagen? Alle disse herlige fremtidsscenarier som farverige Hollywood-produktioner lovede os højt og helligt i det forrige århundrede ville udspille sig, når vi trådte ind i 00’erne.

Slaget er tabt

Men måske skal vi alligevel, når alt kommer til alt prise os lykkelig over, at vi ikke står ansigt til ansigt med to meter høje myrer, udklækket i atomreaktorens skygge som i Gordon Douglas sci-fi horror-film Them! fra 1956. For nye studier viser, at vi mennesker nok ikke have en chance i kampen om verdensherredømmet.

Der findes nemlig, og hold nu godt fast i sofa og slikpose, hele 2.5 millioner myrer for hvert af de otte milliarder mennesker vi snart er på jorden. Det vil med andre ord sige, at cirka 20 billiarder myrer kravler rundt omkring os. Det har et nyt studie i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences regnet sig frem til.

Myrerne en vigtig del af vores økosystem

Ifølge Reuters, så er studiet den mest grundige evaluering af myrebestanden nogensinde. Men så længe de små væsner afholder sig fra at tage i bad i grønt slim fra et atomreaktor-udslip, så ser det heldigvis ud til, at de flittige insekter ikke vil os noget ondt. Tværtimod er de arbejdsomme små væsner vigtige for vores klode.

“Myrer spiller helt klart en central rolle i næsten hvert eneste økosystem på Jorden” udtaler entomolog Patrick Schultheiss, som har haft en ledende rolle i den nye forskning.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder