Indbrudsbølge i Hasseris vil ingen ende tage

20 september, 2022 | 09:37
Hvilken kaffe byder du uventede gæster? Alene i september er der registreret mere end 23 indbrud i Aalborg-bydelen
Hasseris
Foto: MinByAalborg

Valget af kaffebrand er næppe spørgsmålet, der optager sindene mest i Hasseris i denne tid – og dog. For beboerne i Aalborg-bydelen har været ualmindelig hårdt ramt af – hvis ikke uventet – så uønsket besøg i form af en indbrudsbølge hen over sensommeren og de første spadestik ind i efteråret.

Alene i september har antallet af indbrud i bydelen passeret de 23 og det ser ikke ud til at stoppe her. Der går faktisk ikke en dag uden den triste liste af uønskede besøg får tilføjet et nyt kapitel til historikken. Det er i hvert fald følelsen Inger (anonymiseret af redaktionen) sidder med, som bor med sin mand midt i orkanens øje i ”Pigekvarteret” i Hasseris, da min MinByAalborg besøger hende.

Nabo ramt af indbrud

En lille hund med hvid krøllet pels, der nysgerrigt stikker hovedet frem i døråbningen ligner ikke en, der hverken tager notits af eller kan skræmme indbrudstyve væk. Og det er, som om Inger har læst mine tanker, da hun smilende konstaterer “at det er nok ikke ham, vi skal sætte vores lid til, hvis vi er de næste der bliver ramt.”

Hun byder indenfor og foreslår, nu solen vil lege med, at vi sætter os udenfor i havens anneks denne mandag formiddag i september. Fra loftet i annekset hænger der over alt mørke klaser af lilla vindruer.

”Planen er, at de skal plukkes og laves til saft når vi kommer hjem fra ferie. Hvis de altså stadig er her”. Hun sætter en skål med druer på bordet.

14 dages ferie og afslapning står den snart på for ægteparret. En ferie der er set frem til, men nu fylder ferien på en helt anden måde end det var hensigten.

Hun sender et blik i retningen af hækken ”Vores nabo er på ferie og de er lige blevet ramt af indbrud. Jeg har nøglen og vi aftalte, at jeg skulle holde øje med huset og fordre katten mens de er væk”. Jeg smager på vindruerne, der er både modne og saftige, mens Inger fortsætter: ”Jeg går derover som jeg plejer for at fodre katten og kan se, før jeg kommer indenfor, at skabslågerne i køkkenet står åbne og ved så øjeblikkeligt, at der er noget galt. Sådan har jeg ikke efterladt dem.”

Utryghed præger bydelen

Tager man et kig på Facebookdebatten om Hasseris, så kan man hurtigt konstatere, at indbruddene fylder meget og skaber stor utryghed og frustration blandt bydelens beboere. Det samme gør spekulationerne, tankerne og gisningerne om, hvem der står bag dem. Hvordan ofrene udvælges og at det gang på gang lykkes at slippe væk. Og ikke mindst, hvordan man sikrer sig ikke at blive de næste i politiets statistik.

Det er tydeligt, at det er en bydel der er ramt, men som også er rykket sammen i bussen.

Indbrudsbølgen, der tog fart i august, var i første omgang centraliseret omkring huse, der lå med let adgang til eller stisystem ned til Kridtgraven. Og netop det kan have været en mulig flugtrute, hvor man hurtigt har kunne forsvinde ud af gadelampernes og offentlighedens søgelys.

Billede af Steffen Salow Pixabay
Foto: Billedarkiv

Rød tråd i indbruddene

Samtidig er billedet ved langt de fleste af indbruddene det samme. At det er guld, sølv, kontanter og smykker indbrudstyvene er gået efter. Altså tyvekoster du let kan have på dig, hvis du skal transportere dig på eksempelvis cykel eller løbehjul. Designerkunst, vaser, malerier og så videre er efterladt tilbage, trods de i nogle tilfælde har stor værdi.

Det samme billede gør sig gældende med indbruddet hos Ingers naboer. “Da jeg kom indenfor, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad der var sket. Endnu et indbrud. Huset var gennemrodet, men intet var ødelagt”

Og det har været en rød tråd i langt de fleste indbrud. Husene er blevet gennemrodet efter værdier, men der er ikke ødelagt noget eller udøvet ”unødvendigt” hærværk. Heller ikke ved Ingers naboer, der nu kunne få den kedelige meddelelse på ferien, at de har været det seneste offer for indbrudsbølgen i Hasseris.

Alle naboer var hjemme – alligevel brød de ind

”Jeg var faktisk lidt i chok over indbruddet. Ikke bare fordi det er så tæt på os, for der er mange i nærområdet, der har haft indbrud, men fordi jeg var hjemme, da det skete. Vi har soveværelse lige ud til, hvor de brød ind igennem vinduet. Faktisk var vi alle hjemme” fortæller hun.

”Naboen på den anden side, som også har en nøgle, bemærkede heller ikke noget. Det samme gjorde sig gældende for genboen på modsatte side af vejen – ingen af os bemærkede noget” siger hun og slår opgivende ud med armen. “Så er det altså svært at sikre sig. Selv via såkaldt nabohjælp”.

Der florerer en del teorier omkring, hvordan husene bliver udvalgt og hvordan indbrudstyvene sikrer sig, at der ikke er nogen hjemme. En af disse er, at husene bliver ”mærket” før indbruddet. Her har flere givet til kende, at de har fundet hvide sten, der ikke har været der før, foran deres dør, i indkørslen eller i bedene. Dette var ikke tilfældet ved Ingers naboer.

Mysteriet om de hvide sten

”Jeg kiggede selvfølgelig efter, om der skulle være noget der virkede “out of place”, såsom hvide sten eller andet, der kunne indikere, at huset var mærket. Men der er var intet at se. I hvert fald ikke, som jeg kunne udpege som værende mystisk”

Som antallet af indbrud er steget, er opmærksomheden og mistroen naturligt vokset blandt bydelens beboere og der er blevet rapporteret internt i Facebook-grupper og til politiet om både biler, der er set parkeret med personer som virkede mistænkelige i deres opførelse, og ”fremmede” i villakvartererne. Inger selv har oplevet en episode, som hun efterfølgende undrede sig over.

”Jeg går dagligt en tur med vores hund omkring kridtgraven og her mødte jeg en mand og kvinde, der havde travlt med at tage billeder af en villa, da jeg kom forbi. Det stoppede de øjeblikkeligt med da de så mig og forsvandt. De kan selvfølgelig have haft en legitim årsag til det, men der bor nogen i villaen og den er ikke til salg.”

Ferien skal de ikke røve fra os

“Men hvad med ferien?”, spørger jeg. “Hvad har I tænkt jer at gøre med den og hvordan har situationen påvirket jer to, som står midt i det hele og har haft det så tæt på som man kan komme, uden selv at have haft indbrud?”

Inger retter sig mere eller mindre bevidst op i stolen før hun svarer.

”Jeg, eller min mand for den sag skyld, er ikke typen, der så let bliver skræmt eller rystet. Men det er selvfølgelig tæt på nu. Og ja, tanken om, at vi får telefonopkaldet på ferien, at vi nu skal hjem til et gennemrodet og røvet hus er da en der har ramt os og som vi har talt om. Men vi skal på ferie nu og det skal de ikke frarøve os. Vi har taget vores forholdsregler så godt som vi nu kan”

Vi tager vores forbehold og håber det er nok

”Vi har valgt at få mine smykker og det løsøre vi formoder kan være af interesse for indbrudstyve opbevaret et andet sted. Og så sætter vi vores lid til at skulle vi være så uheldige at blive ramt, så håber vi de fortsat ”kun” går efter de værdier, som de kan have i lommerne. Samtidig har vi prøvet at sikre os så godt som man nu kan. Vi har aftalt med vores naboer, at de holder et ekstra vågent øje med vores hus mens vi er væk. Derudover har vi et alarmsystem som vi har haft i flere år og laver klassikeren med at efterlade en bil i indkørslen og har desuden tænd og sluk-lys. Måske er det ikke enkelte ting som disse, der skræmmer rutinerede indbrudstyve væk, men måske kan den samlede sum forhindre os i at blive en del af statistikken” slutter Inger af og sender en tanke til naboen, der endnu ikke er kommet hjem fra ferie.

Læs senere i dag på MinByAalborg en status fra Nordjyllands Politi med deres kommentarer til indbrudsbølgen i Hasseris

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder