Aalborgensiske indbrudstyve på flugt

18 september, 2022 | 10:00
Opdateret søndag eftermiddag: Forkert vejnavn oplyst tidligere. Natten til søndag modtog Nordjyllands Politi to anmeldelser om indbrud i to forskellige villakvarterer i det vestlige Aalborg. Tyvene er stadig på fri fod.
Arkivfoto: Kim Matthai Leland

Opdatering: Tidligere stod der skrevet, at det første indbrud fandt sted på Mylius Erichsvej i Aalborg Øst. Dette er forkert, da det fandt sted på Mester Eriks Vej i Hasseris. Vi beklager fejlen, som nu er rettet i artiklen.

Natten til søndag blev der anmeldt to indbrud på Mester Eriks Vej og Myrensvej i det vestlige Aalborg.

Det udtaler vagtchef ved Nordjyllands Politi, Thomas Ottesen.

Nordjyllands Politi blev alarmeret af en nabo på Mester Eriks Vej klokken 04:21. Der var ikke nogen hjemme i nabohuset, da han så tyvene bryde ind.

Da politiet kom frem på adressen, blev tyvene skræmt væk. Her bliver der sporsikret og efterforsket.

En halv time senere vågnede beboerne i et hus på Myrensvej op ved, at der var larm i huset. Man kunne efterfølgende konstatere, at der havde været indbrud på adressen, hvor der var blevet stjålet smykker.

Der er formentlig tale om to eller flere indbrudstyve.

Politiet har ledt efter tyvene, men eftersøgningen har desværre ikke båret held. Tyvene er derfor stadig på fri fod.

Vagtchefen opfordrer borgere i området til at holde øjne og ører åbne, da der desværre er konstateret en øget tendens til indbrud i det vestlige område, som vurderes at være let tilgængeligt for indbrudstyve.

Ser man noget mistænkeligt, vil politiet gerne høre fra borgerne, afslutter vagtchefen.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder