Aalborgensisk triumf ved De Europæiske Cybersikkerhedsmesterskaber

18 september, 2022 | 18:00
Aalborg Universitet står sammen med flere af landets andre universiteter bag landsholdet i Danmarks cyberlandshold, som nu kan kalde sig europamestre i cybersikkerhed.
Computer
Foto: Billedarkiv

Efter at have vundet guld ved De Europæiske Cybersikkerhedsmesterskaber (ECSC) i Wien i Østrig fredag kan det danske cyberlandshold nu kalde sig europamestre i cybersikkerhed.

Sådan skriver Aalborg Universitet i en pressemeddelse.

Over to dage dystede 32 lande mod hinanden i to forskellige kategorier.

Professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, Jens Myrup Pedersen, er træner for landsholdet og glæder sig over resultatet og roser holdet for deres indsats. Helt præcist udtaler han følgende:

“Huttelihut! Det er næsten ikke til at tro sine egne øjne. Det her hold har leveret en kraftpræstation i en ekstremt hård konkurrence mod de helt store lande.”

Stoltheden er tydelig hos landsholdstræneren, som siger følgende om holdets indsats:

“Jeg er vanvittig stolt af de her unge mennesker, som for alvor har sat Danmark og cybersikkerhed på verdenskortet. De har kæmpet koncentreret fra første til sidste sekund, så det er virkeligt velfortjent.”

Stærke i cybersikkerhed

Landholdets sejr glæder også den danske forsvarsminister Morten Bødskov (S). Han udtaler følgende:

“I Danmark er vi stærke i cybersikkerhed, og nu kan vores cyberlandshold også kalde sig europamestre. Jeg har fulgt dem i spænding de seneste dage, og hold op en indsats.”

Man har fundet frem til landsholdets medlemmer ved De Danske Cybermesterskaber. Her deltog omkring 800 unge i onlinekvalifikationen tidligere på året, hvoraf 100 udvalgte personer gik videre til De Danske Cybermesterskaber. Her blev feltet skåret ned fra 100 til ti unge mellem 15 og 25 år, som blev udtaget til det danske landshold.

Flere af landets universiteter står bag holdet, hvor Aalborg Universitet blot er et af dem.

Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed (CFCS) har i samarbejde udviklet opgaverne.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder