Få 2000 kr. i hånden på en vagt som brunt bud

17 september, 2022 | 08:00
Cannabis er danskernes næstmest foretrukne rusmiddel efter alkohol. Forbruget er ikke isoleret til langhårede unge, men strækker sig over alle aldre, indkomster og sociale lag.
cannabis, joint, hash
Foto: Billedarkiv

 Jeg griber min telefon og åbner en app. Jeg har fået et nummer fra en, der sagde, at det var sådan man skaffede i dag.  

”Can we meet?”  

Der går ikke længe inden jeg får et svar.  

”Sure, where?”

Det smilende cykelbud med den fyldte rygsæk

Jeg stiller mig i en gyde i midtbyen og venter. En ung mand i tyverne kommer kørende ind over brostenene på en cykel. Der er intet usædvanligt over hans udseende. Han ligner bare endnu en cyklist. Han parkerer op ad muren og svinger sin rygsæk over skulderen.  

”Hey mand, hvad kunne du tænke dig?”  

Som den gode undercoverjournalist jeg er, stanger jeg ham 200 kr., og han rækker ned rygsækken og trækker en lille pose med skunk frem. Jeg putter den hurtigt i lommen Vi bliver stående og snakker om vejret og om aftensmaden. Han har ikke fri før klokken 22. Jeg spørger om han kan lide at cykle rundt hele dagen. ”I dag er det jo dejligt vejr,” svarer han.

Jeg tænker tilbage på, da jeg som 18-årig ville forsøge mig med at købe hash i Horsens. Jeg var lige begyndt at tage medicin for min gigt, og jeg havde fået streng besked om, at jeg ikke måtte drikke. Hvad gør man som 18-årig, når alle omkring en er fulde i weekenden?  

Dengang var processen anderledes. Man kendte en, der kendte en, og så måtte man bevæge sig ind i byen. Levering var en by i Rusland. Jeg husker, da jeg vadede ind på en gennem porten til en forladt lagerhal, hvor tre mænd og en engelsk bulldog sad og spillede Fifa i store lædersofaer mens de røg. ”Hvad?” lød det skarpt fra en af mændene.  

Jeg holdt rystende 200 kr. frem, og de gav mig en lille brun klump. Bulldoggen gloede op på mig med røde øjne. Det er en fattig trøst, at inflationen ikke endnu har rykket på priserne på det sorte marked, når elregningen har taget himmelfart. 

For de indviede er det ikke særligt svært at skaffe cannabis. Det kræver ikke andet end en enkelt besked over Signal, og så kan du få leveret både hash og skunk – 200 kr. for 2,5 gram skunk, 700 for 10. Kommunikationen foregår på engelsk i en venlig tone, og budene er smilende og høflige. Man glemmer næsten, at man foretager sig noget ulovligt. Næsten da. 

For buddene er jobbet som så mange andre jobs. Nogle dage er der travlt, andre dage er det stille. For det meste er det vejret, der spiller den største rolle i forhold til om det bliver en god dag eller ej.  

”Det er træls, når man skal over broen til Nørresundby og det blæser. Nogle gange bliver du nødt til at hoppe af cyklen og trække. ” Jeg spørger ham, om han kan lide jobbet. 

“Det er okay.”  Han spørger om, hvad jeg laver, og jeg forklarer ham, at jeg er journalist. Modvilligt indvilliger han i et interview senere på ugen. Hans telefon plinger i hånden på ham.  

”Jeg bliver nødt til at smutte.” Han springer på cyklen og forsvinder rundt om hjørnet.

Jeg smider den lille pose ud i den nærmeste skraldespand.  

Trafik, cyklister, vej, lyskryds, biler
Foto: MinByAalborg

 Det kunne være din bedstemor

Et par dage efter sidder vi på bar i centrum og snakker over et par øl. 

”Det er jo alle mulige, der køber af os.” Han sipper en tår af sin øl og tørrer skummen bort fra sin overlæbe.  

”Jeg sælger til unge og gamle, mænd og kvinder. Det er svært at beskrive en bestemt type, der køber røg. Det kunne være din bedstemor, der ryger en pind I weekenden,” griner han.  

Jeg kommer i tanke om en kirketjener jeg en gang kendte, der røg skunk hver dag. Som tidligere alkoholiker brugte han skunken til at holde alkoholen fra livet. Nogle mennesker skåler ved bordet bag os. De er ved at blive fulde og højrøstede.  

Jeg spørger ham, om han ikke er urolig ved at køre rundt med store mængder hash i en rygsæk, og om det betyder noget for ham, at hans arbejde reelt set er kriminelt. 

”Det ved jeg ikke helt. Jeg kan tjene omkring 2000, hver gang jeg er på arbejde, og det er på en rimelig standarddag. Og du er jo bare endnu en cyklist på gaden. Hvorfor skulle du blive stoppet? Derudover er der mange, der sætter pris på det vi gør. Hvis jeg ikke cyklede rundt, er der mange andre, der ville. Folk vil gerne ryge. De skal nok finde en måde at skaffe det på.” 

skunk, hash, joint, weed
Foto: MinByAalborg

Dybere ind i hashtågen

Da jeg forlader baren, tænker jeg over mit møde.

Hvordan tackler man at knække kurven på et forbrug, der er så udbredt og efterspurgt? Er det i folks bedste interesse, at forbruget er kriminaliseret? Hvem bliver ramt af de negativt rettede konsekvenser ved hashbruget, og hvilke konsekvenser er der? Hvilke organisationer ligger bag buddene, hvis nogle? Og hvor stort er forbruget? 

For at kunne besvare mine spørgsmål, må jeg stikke dybere.  

Denne artikelserie kigger nærmere på de forskellige perspektiver, der hænger sammen med brug – og misbrug – af cannabis i Aalborg.  

Serien vil afdække emnet gennem interviews med sælgere, brugere, eksperter, politi samt politikere. 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder