Voldelig butikstyv, narkobilist og tredobbelt indbrud

14 september, 2022 | 15:00
Politiet har haft et par travle dage med butikstyve, indbrud og en narkobilist
Foto: Rigspolitiet

Ihærdig butikstyv på spil

Mandag eftermiddag blev en butikstyv pågrebet i en tøjbutik i Slotsgade. Herefter blev der sendt bud efter en patrulje fra Nordjyllands Politi. Ved patruljens ankomst blev tyven visiteret og hans tasker ransaget. Her viste det sig, at tyven ikke kun havde stjålet tøj fra den pågældende butik, men havde været på rundtur ved flere andre butikker. Butikstyven blev af den grund anholdt og medbragt til Aalborg Politigård.

Modvillig butikstyv på spil

Knap så fredeligt gik tingene for sig på samme tidspunkt et andet sted i byen. Denne gang i et supermarked på Hobrovej i Aalborg. Da tyven prøvede at snige sig forbi kassen uden at betale for tøj og parfumer, opdagede en butiksmedarbejder tyveriet og tilbageholdt personen. Tyven, der var meget modvillig, slog og sparkede to medarbejdere, der forsøgte at tilbageholde ham. En hundepatrulje blev tilkaldt, og manden blev anholdt.

Indbrudstyv måtte nøjes med en gang gas

Tirsdag måtte en gerningsperson give op, da denne forsøgte at begå indbrud i en villa på Hasserisvej i Hasseris. Personen havde forsøgt at bryde et vindue op til villaens soveværelse, men uden held. I stedet måtte personen nøjes med en gasflaske fra terrassen.

Nordjyllands Politi oplever lige nu en stigning af indbrud i Hasseris i Aalborg. Den sidste måned er der modtaget 14 anmeldelser om indbrud i området. Så husk at lukke vinduerne og låse døren.

Dårligt mix

En mand blev sigtet og anholdt natten til onsdag, da han kørte narkopåvirket gennem Danmarksgade i Aalborg i vestlig retning. Manden blev stoppet af en patrulje fra Nordjyllands Politi. Patruljen udførte en narkometertest og den viste sig positiv.

Når nu du er i gang…

Ikke mindre end tre kælderrum på Beddingen i Aalborg var udsat for et indbrud mellem søndag og mandag.
Det vides ikke, hvordan gerningspersonen skaffede sig adgang til de forskellige kælderrum, hvorfra forskellige genstande blev stjålet. Blandt andet en mountainbike, en barnevogn, militærudstyr og en autostol.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder