Flere unge råber på hjælp: ”Man føler hurtigt, man er ligegyldig.”

14 september, 2022 | 18:30
I regionens budget for 2023 er der sat 19 millioner ekstra af til psykiatrien. Særligt er det børn og unge der vægtes højt i budgettet. Hos Headspace i Aalborg oplever de stigende henvendelser efter hjælp.
Hænder, holde hånd, depression, psykiatri
Foto: Billedarkiv

”Unge venter længe på at få hjælp. Vi er den understøttende kraft, men det kræver faglige ressourcer og tilrettelagte forløb, at hjælpe unge mennesker med deres mentale sundhed.”

Lene Brix Madsen er centerleder hos Headspace Aalborg, og hun oplever dagligt henvendelser fra unge, der har brug for hjælp. Hos Headspace kan unge mellem 12-25 finde fagligt instruerede frivillige, der står til rådighed for at snakke om det svære i livet.

Tilbuddet er gratis, men skal ikke forveksles med den professionelle hjælp, man får i psykiatrien.

Når der ikke er plads

”Når systemenerne i psykiatrien er så pressede, som de er, så bliver de en prioriteringssag om, hvem der kan få hjælp. Hvem tager man ind først?”

Og problemer med sit mentale helbred mærkes ekstra meget, når man er ung. Unge føler ofte, at de taber livet på gulvet, når de ikke får hjælp, men i stedet må stå i venteposition.

”Tid betyder mere når man er ung. Man føler man bliver sat uden for spillet og bare ser på, mens andre omkring en udvikler sig og kommer videre med livet. Mange unge bliver alene med oplevelsen, og de spørger sig selv: ’Er det kun mig, der har det sådan’.”

Stigende efterspørgsel

I de seneste par år har Lene oplevet at mængden og tyngden af tilfælde af unge med psykiske problemer er forværret.

”Headspace bliver brugt i højere grad, hvor der ikke er ressourcer til overs i det offentlige, og vi hjælper gerne, men der er brug for faglig behandling.”

Måske en dråbe i havet

Centerlederen er ikke videre optimistisk i forhold til, hvor mange flere ressourcer 19 millioner mere i psykiatrien reelt set vil give.

”Skalerer man de nødvendige indsatser op, så rækker 19 millioner ikke særligt langt. Og mens de unge venter, så kan deres problemer forværres. Når man er udsat og ikke får hjælp, så føler man hurtigt, man er ligegyldig.”

Har du brug for en at snakke med, kan du finde Headspace på Jernbanegade 14 i Aalborg, eller se mere på deres hjemmeside HER!

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder