Udskældt ID bliver den nye standard

13 september, 2022 | 19:00
Mere end 4,5 mio. borgere har nu fået MitID. Derfor bliver det nu MitID, trods sin udskældte status i befolkningen, du først møder, når du skal logge ind på offentlige selvbetjeningsløsninger som fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk.
Udskældt ID bliver den nye standard
Foto: Billedarkiv

Når du fremover skal logge ind på fx skat.dk, borger.dk og sundhed.dk, vil noget være anderledes. Fra torsdag den 22. september er det nemlig MitID og ikke NemID, man først møder, når man skal logge på offentlige selvbetjeningsløsninger. Skiftet sker som et led i overgangen til MitID, som har været i gang siden oktober 2021 – siden da har mere end 4,5 mio. danskere fået det nye digitale ID.

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen: ”Overgangen til MitID sker over en længere periode, hvilket betyder, at man stille og roligt kan vænne sig til at bruge sit nye ID, samtidig med at man stadig kan bruge NemID mange steder. Nu skifter vi det automatiske loginvindue, så man først møder MitID. Med det vil vi opfordre til, at endnu flere vænner sig til at bruge sit MitID, frem mod at NemID udfases.”

Det er MitID, der fremover er automatisk førstevalg, når man skal logge ind. Har man ikke fået MitID endnu, kan man dog fortsat benytte NemID til at logge ind. Man vælger mellem MitID og NemID i fanebladene i NemLogin-vinduet. Man skal vænne sig til at bruge noget nyt, og derfor kan der være nogle som allerede har fået MitID, men som først nu tager det i brug i de offentlige selvbetjeningsløsninger. Nogle har måske glemt deres bruger-ID, PIN-kode eller adgangskode. Der er heldigvis hjælp at hente, hvis du er en af dem.

NemID udfases – men behold det, indtil du får besked

Alle NemID-brugere, der har behov for også fremadrettet at kunne benytte deres banks selvbetjeningsløsninger, skal overgå til MitID senest den 31. oktober 2022. Efter denne dato vil man ikke længere kunne bruge NemID til net- og mobilbankløsninger.

Over en periode vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID, og når NemID på et senere tidspunkt udfases på andre private og offentlige hjemmesider og selvbetjeningsløsninger, vil man ikke kunne bruge disse, før man har fået MitID. Det betyder, at hvis man har NemID i dag og gerne vil fortsætte med at betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID. NemID lukker endeligt den 30. juni 2023.

Også muligt at oprette efter 31. oktober 2022

Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark:
”MitID betyder, at vi fortsat kan have ét, sikkert digitalt ID, som kan bruges både til bank og til at kommunikere med det offentlige. Med MitID styrker vi sikkerheden og det digitale Danmark og ruster os til fremtidens digitale udfordringer og muligheder.”

Der arbejdes på højtryk for at få alle med, der har behov for MitID. Før sommerferien blev der blandt andet introduceret en ny funktionalitet i MitID appen, som gør det nemmere fx at hjælpe pårørende med at få MitID. Mange har benyttet den nye mulighed, og partnerskabet bag MitID ser frem til at få endnu flere med om bord de kommende måneder.

Hvis man endnu ikke har fået MitID, behøver man ikke at vente, til man får besked af sin bank. Man kan få MitID på MitID.dk, via sin bank eller MitID app. Hvis man har brug for hjælp i Borgerservice til at få MitID, opfordrer vi til, at man booker tid nu.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder