Vis mig din dyrevelfærdspolitik og jeg skal sige dig, om du får stemmer

12 september, 2022 | 13:00
Turbokyllinger og køer der aldrig ser græs. Vi står midt i en dyrevelfærdskrise, når vi kigger på vores landbrugsdyr. Dét har danskerne bemærket og det har indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds på stemmesedlen.
Drikkevand
Foto: Billedarkiv

Halvdelen af danskerne svarer, at dyrevelfærd er vigtigt eller meget vigtigt, når de skal stemme ved det kommende folketingsvalg, det viser ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Dyrenes Beskyttelse. Det er en markant fremgang i forhold til sidste valg, hvor lidt over hver tredje svarede det samme. 

“Kigger vi på landbrugsdyrene, står vi midt i en regulær dyrevelfærdskrise, og det tror jeg efterhånden er ved at gå op for de fleste. Dødeligheden har aldrig været højere i svinestaldene, 85 procent af æglæggende høns har brækkede brystben, eksporten af spædekalve på lange dyretransporter stiger, turbokyllinger vokser hurtigere end nogensinde før, stort set alle pattegrise halekuperes fortsat, færre køer kommer på græs og listen bliver ved og ved. Folketinget har ikke vedtaget én eneste konkret forbedring af forholdene for landbrugsdyrene i denne regeringsperiode. Derfor glæder det mig rigtig meget, at danskerne vil sætte deres kryds der, hvor det kan gøre en forskel for dyrene,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse. 

Stor opbakning til konkrete forbedringer 

Tre ud af fire danskere er helt eller delvist enige i, at de hurtigvoksende slagtekyllinger, også kaldet turbokyllinger, skal forbydes, og mens detailhandlen for længst har udfaset buræg, så lever omkring en halv million danske høns stadig i burene gemt væk fra dagens lys. Det ønsker tre ud af fire danskere også at få sat en stopper for. 

“Danskerne har talt; de vil have politikerne til at gribe ind og sikre ordentlige forhold for de over 200 millioner svin, kvæg og fjerkræ, som hvert år bliver slagtet eller eksporteret af danske landmænd. For slet ikke at nævne de mange millioner fisk i hav- og dambrug. I Dyrenes Beskyttelse kæmper vi hver dag dyrenes sag for at få landets politikere til at indføre bedre forhold. Politikere, som er valgt til at føre den politik, som deres vælgere ønsker. Jeg håber, der bliver lyttet inde på Christiansborg, for problemerne med dyrevelfærden tårner sig op,” siger Britta Riis. 

Del |

Kilde: Via Ritzau

Mest læste nyheder

Seneste nyheder