Derfor graves Aalborg midtby op flere steder

12 september, 2022 | 06:00
Det er efterhånden umuligt at bevæge sig rundt i Aalborg midtby uden at møde et sted med gravearbejde. Udover Plus Bus er Aalborg Forsyning i gang med at grave, da de etablerer flere nedgravede affalds-øer.
Foto: MinByAalborg

Affalds-øer bliver det nye sort i Aalborg midtby, når Aalborg Forsyning er færdige med deres gravearbejde. I øjeblikket er de i fuld gang med etableringen af nye nedgravede øer til de nedgravede containere.

Renovationschef Jens Boye udtaler følgende om det nuværende gravearbejde til det regionale mediehus:

“Vi er nu nået til flere af de gamle områder i byen, det vi kalder den gamle tætby. Det er blandt andet Skipper Clements Gade, hvor vi er i gang i øjeblikket.”

I samme omgang fortæller han, at de arbejder i koordination med andre, som graver i jorden. Det medfører, at de konstant arbejder flere steder og løbende flytter rundt.

Det er en gammel nyhed, at det politisk er blevet besluttet, at de nedgravede containere skal erstatte containerne i byens baggårde. I alt skal der graves cirka 1000 containere ned i øerne. Forsyningschefen oplyser, at de på nuværende tidspunkt har gravet 500 containere ned.

Som udgangspunkt vil der maksimalt blive 75 meter til den nærmeste affalds-ø for beboerne i centrum. Dog vil nogle opleve at skulle gå 125 meter med affaldet, da det ikke har været muligt at placere containerne anderledes på grund af hensyn til de enkelte områder og lovgivningen.

Del |

Kilde: Det Nordjyske Mediehus A/S- CVR-nr 18096641 Langagervej 1, 9220 Aalborg Øst

Mest læste nyheder

Seneste nyheder