Hvis du konstant tjekker nyheder, har du højst sandsynligt et dårligt helbred

8 september, 2022 | 16:30
Det er meget godt at følge med, men alt med måde. Ifølge nyt studie har folk med et enormt nyhedsforbrug større sandsynlighed for at lide af stress, angst og fysiske sygdomme.
Foto: Billedarkiv

Det er særligt det negative fokus på problemer – som vi i den seneste tid har haft nok af – der påvirker storforbrugerne af nyheder.  

Det skriver Videnskab.dk, som har plukket informationer fra en artikel på MedicalXpress.com. 

En ond cirkel kan udvikle sig, hvor man i stedet for at hoppe af, bliver ført længere og længere ind, og hvor man for at lindre sit følelsesmæssige ubehag bliver besat af at tjekke updates. Men det hjælper ikke. For jo mere man tjekker nyhederne, desto mere begynder det at forstyrre andre aspekter af ens liv. Skriver de i MedicalXpress .  

I studiet har forskerne analyseret data fra en online spørgeundersøgelse, hvor 1.100 amerikanere deltog. 

Resultatet viste at 16,5 procent af de adspurgte viste tegn på ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug. Et forbrug, der er karakteriseret ved, at man bliver så optaget og personligt investeret i nyhedshistorier, at det dominerer ens tanker i en sådan grad, at det forstyrrer samværet med familie og venner og gør det svært at fokusere på sit arbejde, foruden rastløshed og søvnbesvær.  

Denne gruppe med et ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug havde signifikant større sandsynlighed for at opleve mentale og fysiske udfordringer end dem med et lavere niveau af nyhedsforbrug – selv efter forskerne kontrollerede for demografi og personlighedstræk.   

I gruppen af folk, der havde ‘alvorligt problematisk’ nyhedsforbrug, havde 73,6 procent oplevet mentalt ubehag ‘ganske meget’ eller ‘rigtig meget’, mens det kun gjaldt 8 procent af de øvrige deltagere i studiet med et mere normalt nyhedsforbrug.  

Derudover led 61 procent af gruppen fysisk ubehag ‘ganske meget’ eller ‘rigtig meget’ sammenlignet med kun 6,1 procent for gruppen med almindeligt nyhedsforbrug. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer. 

Del |

Kilde: MedicalXpress.com

Mest læste nyheder

Seneste nyheder