2 hjemmelavede ansigtsmasker

6 september, 2022 | 06:30
Skønhed kan gøre ondt på pengepungen, men sådan behøver det ikke at være. Her er to ansigtsmasker, som du kan lave helt selv.
Foto: Billedarkiv

Det behøver ikke at være en dyr fornøjelse at få fornemmelsen af spa med en ansigtsmaske. Med en række helt almindelige ingredienser kan du lave dine helt egne. Her får du to forslag til hjemmelavede ansigtsmasker.

Tør hud kan plejes med avokadomaske

Tør hud er en helt almindelig problematik, som kan plejes med denne hjemmelavede avokadomaske.

Du skal bruge:

En halv, fuldmoden avokado

4 spiseskefulde honning

Det skal du gøre: 

Avokadoen moses i en skål. Derefter hældes honningen oveni. Begge dele røres sammen til en cremet, ensartet masse. Når den er færdig, putter du den i ansigtet og lader den sidde i 10 minutter, hvorefter masken skylles af med lunkent vand.

Masken er god fordi:

Fuldmoden avokado har en rensende, blødgørende og nærende effekt på huden, mens honningen fugter og nærer. Dette er en rigtig god kombination til tør hud.

En havregrynsmaske gavner sart hud

Mange døjer med sart hud, hvilket kan afhjælpes med denne hjemmelavede havregrynsmaske.

Du skal bruge:

En halv håndfuld havregryn

En æggeblomme

25 gram smør

Det skal du gøre: 

Havregrynene knuses fine med en morter. Smørret smeltes og afkøles til temperaturen er lunken. Havregryn og æggeblomme blandes i smørret. Blandingen afkøles og masseres blidt ind i huden. Masken skal sidde i 10 minutter, hvorefter den skylles af med lunkent vand.

Masken er god fordi:

Havregrynene har en peelende effekt på huden, som får hudceller til at falde af. Æggeblommen er fugtgivende. Smørret binder blandingen sammen og blødgør huden.

Del |

Kilde: Woman

Mest læste nyheder

Seneste nyheder