Kulturmøde Mors – stedet med plads til de små blandt de store

31 august, 2022 | 20:00
Med Kulturmøde Mors veloverstået griber MinByAalborg fat i to deltagere fra Aalborg. Vi stiller spørgsmålet: "Hvad får små kunstnere og virksomheder ud af kulturfestivaler, hvor de skal konkurrere om pladsen med de etablerede."
Kulturmøde mors
Foto MinbyAalborg

Nogle var måske draget til folkemødet for at se et af de store navne såsom Hugorm, der lagde folkescenen ned med en power performance fredag aften. Nogle var kommet for at høre Katinka Band, hvis følsomme lydunivers fyldte lørdag nat med en sælsom fornemmelse af samhørighed.

Andre var draget afsted i håbet om at opdrive netværk, eksponere deres spirende virksomhed eller for at finde et publikum til deres kunst.

Den lille virksomhed fra Vestbyen

For Stefan Braarup Hansen, indehaver af det Aalborgensiske mikroforlag Braa Publishing, var Kulturmøde Mors en chance for at skabe nye kontakter i kulturindustrien. Han havde taget sit Projekt Painting Party med til Mors. Projektet søger at engagere unge i kunstproduktion ved at bringe det ud på gaden i øjenhøjde med de unge.

Da han blev spurgt om sin oplevelse på Kulturmødet, lagde han vægt på forskellen mellem tilstedeværelsen som kunstner og som virksomhedsindehavende.

“Jeg fik eksponering, men det er en udfordring at være med som virksomhed. Folk er mere interesserede i kunstnere end virksomheder. Jeg har til gengæld kunne netværke med andre i kulturindustrien.”

Stefan svarer med et skævt smil, da han bliver spurgt, om han har fået fortjeneste ud af sin deltagelse.

“Jeg har ikke fået så mange penge ud af det, men min virksomhed sælger også en ydelse og ikke et produkt. Jeg kan til gengæld bruge mine erfaringer herfra til at forhandle en bedre pris på mine ydelser. Deltagelse på kulturmødet betyder virkeligt noget inden for kulturindustrien.”

Braa Publishing
Foto: Stefan Braa Hansen

Den franske guitarist fra Aalborg

En anden, der var draget til Mors, var den franske guitarist Nils Bourdon.

Nils blev færdig i sommer med sit kandidatstudie på det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg, og har siden forsøgt at få sin karriere op og køre.

Nils Bourdon deltog i festivalen med egen musik og var hyret ind af Hjørring kommune til at optræde på deres transportable Naturscene. Derudover deltog han gennem et kunstprojekt faciliteret af NGO’en Ghana Venskab.

“Det var første gang, jeg deltog i en festival, hvor større navne var til stede. Oplevelsen får mig til at tro på, at det er muligt at få foden inden for døren i den danske kulturindustri”

Da han bliver spurgt til, hvordan han som mindre kunstner følte, han passede ind i festivalen, har Nils ikke andet end ros til overs for Kulturmøde Mors.

“Der var plads til mig, en yngre, lidt usædvanlig kunstner, som måske ikke appellerer til et mainstreampublikum. Derudover var det fantastisk at mødes så mange forskellige kunstnere.”

Nils Bourdon
Foto: MinByAalborg

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder