Det Hem’lige Teater – for alle der har lyst til at være med

31 august, 2022 | 15:30
På Det Hem’lige Teater er hemmeligheden, at alle har det godt og engagerer sig. Det er lysten, udviklingen og engagementet fra de medvirkende, som er drivkraften. Og den følelse som publikum altid vil kunne opleve.
Foto: Det Hem’lige Teater

En del af Det Hem’lige Teaters DNA har altid været, at det er et sted både for og med unge mennesker. Lige fra den spæde opstart hvor teatret blev grundlagt og drevet af unge kræfter og frem til i dag, hvor teatret fungerer både som vækstlagsscene for unge samt huser amatørscener, der også bruger huset som spillested. Mantraet har alle dage været, at alle der har lyst, kan være med.

Netop lyst betyder noget. Alt er drevet af medspillernes lyst, engagement og drivkraft. Det er dem, det hele handler om. I modsætning til andre teatre handler det hos Det Hem’lige ikke kun om, hvad publikum får ud af det. Det vil de selvfølgelig også gerne beskæftige sig med, men spillerne er også i fokus her. Deres læring, fokus og engagement er vigtig og det handler om, hvad der er relevant og ikke mindst om, hvad spillerne kan lære af arbejdet.

“Det giver en anden energi. Især det med at arbejde sammen med unge mennesker – det holder mig ung” udtaler teaterleder Pia Bredow. Netop den energi der gør, at hun stadig finder arbejdet sjovt og lærerigt her så mange år senere.

Det Hem’lige Teater - for alle der har lyst til at være med
Foto: Det Hem’lige Teater

For sjovt at forlade

Det Hem’lige Teater har en lang historie, der går helt tilbage til de glade 80’ere. Her samlede en gruppe unge teatret, som ingen kendte til at begynde med – deraf navnet. Efter nogle år blev teatret dog etableret som daghøjskole og i 1992 rykkede det ind i de nuværende lokaler i Kjellerupsgade. Det har dog ikke været en dans på roser for efter nogle år som daghøjskole faldt arbejdsløsheden, og det forringede mulighederne for at overleve som daghøjskole.

I 1998 fik Det Hem’lige Teater status som selvejende institution med støtte fra Aalborg Kommune. Teaterleder Pia Bredow har været med helt fra 1992, hvor hun startede som frivillig indenfor det regnskabsmæssige. Adspurgt hvorfor hun stadig er med, er hendes svar: “Fordi det er for sjovt til at forlade.”

Mix af rutine og nye projekter

En stor del af det der gør arbejdet i Det Hem’lige Teater spændende, er ifølge Pia Bredow, at de konstant arbejder med et mix af rutine, kreativitet og nye projekter. De har tidligere beskæftiget sig med historiske byvandringer, jubilæumsforestillinger og for nylig en stort opsat musical i Kildeparken. Sidstnævnte var en unik kreativ førstegangsevent, da de aldrig tidligere har lanceret en udendørs musical.

Det Hem’lige Teater - for alle der har lyst til at være med
Foto: Det Hem’lige Teater

Hos Det Hem’lige Teater beskæftiger de ikke en lang række medarbejdere fast. Der er et beskedent antal fastansatte for derudover hyres forskellige mennesker ind til specifikke projekter. Det er blandt andet dramaturger og lignende, der er med til de forskellige opsætninger. Det giver samtidig et mix af nye og gamle bekendtskaber, der er med til at holde stedet ungt og i gang.

Fremtidsperspektiver for teatret

Der hersker ingen tvivl om, at teatret har en fortsat kreativ fremtid foran sig. Så længe lysten fra de deltagende forbliver, skal teatrets forestillinger også nok gøre det. De har som noget nyt startet samarbejde op med forskellige kulturinstitutioner. Det vil give nogle helt nye og spændende muligheder for teatret fremover.

“Derudover vil vi gerne som i år lave en udendørs opsætning mindst én gang årligt. Dertil kommer skoleforestillinger og meget andet”

Det Hem’lige Teater - for alle der har lyst til at være med
Foto: Det Hem’lige Teater

Ingen på Det Hem’lige Teater kommer altså til at kede sig med de mange fremtidsplaner.

Du kan følge med i de kommende opsætninger hos Det Hem’lige Teater på deres hjemmeside. De har stadig til huse på Kjellerupsgade 20 i Aalborg, hvorfra der åbner sig en verden af spændende opsætninger. Du kan også holde dig orienteret via Facebook om nye forestillinger og nyheder fra det lille unikke teater.

Del |

Virksomheder relateret til denne nyhed
Relateret Kulturpartner

Mest læste nyheder

Seneste nyheder