Danmarks mest globale møbel- og livsstilsbrand leverer et historisk stærkt regnskab

31 august, 2022 | 06:30
Rekordomsætning og -indtjening banede vejen for, at BoConcept kom markant styrket ud af regnskabsåret, der løber fra 1. maj 2021 til 30. april 2022. CEO, Mikael Kruse Jensen, betegner årsregnskabet som særdeles tilfredsstillende
Foto: BoConcept

Vi vil forvandle rum til ekstraordinære steder. Sådan lyder ambitionen hos Danmarks mest globale møbel- og livsstilsbrand, BoConcept, der med sit netop offentliggjorte regnskab for 2021/2022 kigger tilbage på endnu et positivt år med fart på udrulningen af den globale retail-forretning – med nu 316 butikker fordelt på 67 markeder og 6 kontinenter.

BoConcept kan se tilbage på et regnskabsår, hvor omsætning og indtjening steg til rekordniveau, samtidig med at organisationen er lykkes med en række strategiske tiltag, som styrker virksomheden markant med henblik på fremtiden. Heriblandt at åbne flere butikker end i noget tidligere år, lancere en helt ny brand-platform og implementere en driftsmodel, der signifikant forbedrer virksomhedens franchisepartneres forudsætninger for at levere gode kundeoplevelser og en sund drift.

Omsætningen steg med 23% fra 1.211 millioner kroner i 2020/2021 til 1.490 millioner kroner i 2021/2022. Indtjeningen (EBITDA) voksede samtidig med 8% procent fra 255 mio. kr. i 2020/2021 til 275 mio. kr. i 2021/2022.
I lyset af den hårde konkurrence på alle virksomhedens markeder og de mange strategiske tiltag, der også blev gennemført, er resultatet særdeles tilfredsstillende og medvirker til, at BoConcept er i stand til at investere massivt i fortsat vækst og udvikling i de kommende år.

CEO i BoConcept, Mikael Kruse Jensen, glæder sig over resultatet:
“Der er tale om et ekstraordinært resultat, der med en toplinjevækst på 23% følger op på sidste års flotte tendenser. Et år, hvor fremgangen blev drevet af et enestående arbejde af vores globale franchisepartnere og de centrale funktioner. Vi har aldrig åbnet flere butikker, samtidig med at vores hovedmarkeder i Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien alle leverer markant vækst. Med den udvikling i ryggen kan vi fortsætte med at investere massivt i udviklingen af vores produkter og kundeoplevelser i årene, der kommer,” siger Mikael Kruse Jensen.

Robust forretning med global skalerbarhed

Det seneste år stillede store krav til hele organisationen, som har udvist en enorm omstillingsparathed og et stort engagement:
“Det, der gør mig allermest stolt, er, hvordan vores teams har håndteret de betydelige samfundsudfordringer, der også har ramt vores virksomhed. Den indsats, som vores globale franchisepartnere og medarbejdere har lagt for dagen, hver eneste gang en ny udfordring ramte, er helt enestående. Både i forhold til at omstille sig til skiftende markedsvilkår – og i forhold til at sætte vores kunder i centrum i alt, hvad vi gør. Det vidner om nogle stærke værdier og enorme ressourcer i organisationen,” siger Mikael Kruse Jensen.

Netop evnen til at komme succesfuldt gennem de udfordringer, som har ramt virksomheden, vidner om en robusthed og en styrke i forretningsmodellen, der skaber et godt fundament for en bæredygtig vækst fremover:
“Vi har vist, at konceptet virker og at vores forretningsmodel har en global skalerbarhed, som gør os til en endnu mere attraktiv samarbejdspartner for vores nuværende og kommende franchisetagere,” siger Mikael Kruse Jensen.

Markedsvilkårene vanskeliggør forudsigelser om 2022/2023

Virksomheden forventer, at inflationen og volatiliteten vil påvirke forretningen i det igangværende regnskabsår, selvom de positive tendenser fortsætter med et juli-regnskab, som er det næstbedste i virksomhedens historie.
“Med vores rekordresultater har vi et stærkt afsæt til at gå ind i, hvad vi forventer bliver et udfordrende 2022/2023. De økonomiske effekter af den samfundsudvikling vi ser lige nu med de langvarige påvirkninger af forbrugsmønstre, energipriser og fragtrater er fortsat ubekendte faktorer, hvilket gør det vanskeligt at fastlægge præcise forventninger for året,” siger Mikael Kruse Jensen.

Om BoConcept

BoConcept så dagens lys i Danmark i 1952 og er i dag et førsteklasses livsstilsbrand med 316 butikker i 67 lande. Virksomheden designer, producerer og sælger moderne møbler, tilbehør og belysning til stuen, spisestuen, soveværelset, hjemmekontoret og udendørs rum. De hjælper også deres kunder med at skabe et personligt hjem med deres omfattende indretningsservice i butikken eller i hjemmet.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder