Kunsten modtager miljømærke som det første museum i Danmark

30 august, 2022 | 06:00
Som det første kunstmuseum i Danmark får Kunsten det prestigefulde miljømærke "Green Attraction". Mærket tildeles de attraktioner, som gør en ekstra indsats i forhold til miljø og bæredygtighed.
Foto: MinByAalborg

Danmarks første grønne og bæredygtige museum ligger i Aalborg. Det er Kunsten, som har fået tildelt det prestigefyldte miljømærke “Green Attraction”, der viser, at de gør en ekstra indsats for at passe godt på miljøet.

Miljømærket gør det nemmere for forbrugerene at vælge bæredygtigt – også når de skal ud og opleve den danske kultur.

Hos Kunsten er de stolte af at være det første museum i Danmark, som modtager miljømærket. Museumsdirektør, Lasse Andersson, siger følgende:

“Vi har et mål om hele tiden at flytte Kunsten i en grøn og bæredygtig retning. Vi er derfor glade og stolte over at være det første kunstmuseum, der får certificeringen. Hele personalegruppen skubber på denne udvikling, og det er klart deres fortjeneste, at juryen skrev, at den havde været meget imponeret over vores miljøarbejde og fokus på bæredygtighed. Det er en selvfølge for os hele tiden at styrke de bæredygtige processer. Og som certificeret Green Attraction bliver vi hele tiden holdt op på det – og vi gør det lettere for gæsterne også at tage et grønt valg.”

Kunsten fik overrakt sit Green Attraction-diplom på Eksperimentarium mandag 29. august kl. 14.00.

Om Green Attraction

GREEN ATTRACTION tildeles attraktioner, der gør en ekstra indsats for at være grønne og passe på miljøet. Alle attraktioner med GREEN ATTRACTION skal opfylde en lang række kriterier om miljøvenlig drift.

En attraktion med Green Attraction minimerer forbruget af kemikalier, sænker energi- og vandforbruget og sikrer en god og forståelig affaldssortering.

De mærkede attraktioner skal alle dokumentere, at de lever op til kriterierne og gennemgå kontrolbesøg inden tildeling – og bliver løbende motiveret til at gøre mere og kontrolleret regelmæssigt med opfølgende besøg.

Green Attraction er etableret i samarbejde mellem Danske Zoologiske Haver & Akvarier (DAZA), Organisationen Danske Museer (ODM), Foreningen af Forlystelser i Danmark (FFD), Videnspædagogiske Aktivitetscentre (VPAC), HORESTA og med støtte fra Erhvervsfremme-midler.

Friluftsrådet og Horesta har tidligere skabt Green Key, som er en miljømærkningsordning for hoteller, som nu er udbredt i over 60 lande og tildelt mere end 3.000 turistvirksomheder. Erfaringer fra Green Key er brugt som fundament for den nye ordning.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder