Uddannelsesjungle giver overledighed

29 august, 2022 | 12:00
Aalborg er én af de helt store studiebyer, så netop her er en ny analyse fra Dansk Erhverv særligt relevant. Den viser nemlig markant overledighed blandt dimittender på mere end hver tredje uddannelsesudbud.
Uddannelsesjungle giver overledighed
Foto: Billedarkiv

Danmark har en ren uddannelsesjungle med uddannelser, der stikker i alle retninger. Det er både positivt og negativt, for hvor det sikrer mange forskellige kompetencer og karrieremuligheder, giver det også anledning til overledighed. Det er én af konklusionerne i en ny analyse fra Dansk Erhverv.

138 uddannelsesudbud med en dimittendledighed på over 25 %

Fordelt på hele landet findes der ifølge analysen fra Dansk Erhverv ikke mindre end 138 uddannelsesudbud med en overledighed. Det tæller, hvor der er mere end 25 % ledige dimittender fra uddannelsen. Det er voldsomt ifølge Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, der på hjemmesiden udtaler:

“Vi skal simpelthen blive bedre til at sikre, at der er sammenhæng mellem udbuddet af uddannelser og så jobmulighederne bagefter. Og det handler langt fra kun om universiteterne. Også i forhold til erhvervsakademier og professionshøjskoler er der plads til forbedringer. Vi har i Danmark 138 uddannelsesudbud med en dimittendledighed på over 25 procent. Det er voldsomt og kræver gennemgribende handling”

Også en udfordring i Aalborg

Kigger man på de forskellige uddannelsesinstitutioner i analysen, kan man se, der også er udfordringer i Aalborg. Det er ikke her, problemet er værst, men det er der. Uddannelsesinstitutioner som UCN og lignende professionshøjskoler klarer sig generelt godt, men værre står det til blandt eksempelvis humaniora fra Aalborg Universitet. Her er der jf. analysens tal en overledighed på 94 %.

Samtidig får mange nyuddannede en løn, der er lavere, end uddannelseslængden typisk giver, fordi de er nødt til at søge beskæftigelse udenfor deres fag. Fra Aalborg Universitet var det tal på 10,7 % med en lavere dimittendløn end medianlønnen for dimittender med en kort videregående uddannelse.

Ikke nok at komme i beskæftigelse

Dansk Erhverv mener ikke, det er nok, at dimittender kommer i beskæftigelse. Det skal også være relevant beskæftigelse i forhold til deres uddannelse og til et lønniveau svarende dertil. Ansvaret herfor skal ligge hos uddannelsesinstitutionerne.

“Og så er der helt enkelt for mange uddannelser i Danmark. Der er for mange uddannelsesudbud, som er for små. Der er brug for en central uddannelsesplanlægning, hvor flere små uddannelser lægges sammen, og hvor uddannelser med høj ledighed lukkes helt” udtaler Mads Eriksen på vegne af Dansk Erhverv.

Del |

Kilde: Dansk Erhverv

Mest læste nyheder

Seneste nyheder