Jonah Blacksmith kommer til Aalborg

29 august, 2022 | 19:00
Som det brusende Vesterhav er Jonah Blacksmith stormet frem på den danske musikscene, og bandet fortsætter succesen, når de indtager Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 10. marts.
Jonah Blacksmith kommer til Aalborg
Foto: Aalborg Kongres & Kultur Center

Både publikum og anmeldere er blevet blæst bagover af Jonah Blacksmiths nordjyske charme og store dynamiske lyd, som hvis de havde stået ude i blæsten ved Thys vestvendte kyst – og til efteråret er Jonah Blacksmith endnu en gang klar til at imponere, når bandet giver koncert i Aalborghallen fredag 10. marts kl. 21.

Siden 2014 har bandet udgivet hele 4 albums, og med deres single House On Fire, som udkom i efteråret 2021, markerede de deres store gennembrud på den danske musikscene. Sangen opnåede en tredjeplads på den officielle danske Airplaychart, og for nylig har den fået guld hos IFPI Danmark. Der er heller ingen tvivl om, at Jonah Blacksmith har stjålet nordjydernes hjerter, og de har spillet en perlerække af udsolgte koncerter i Aalborg. Til næste år kommer de heldigvis igen – denne gang med en kæmpe koncert på AKKC’s største scene.

Nordjysk hygge og nærvær i fokus

De to brødre, Simon og Thomas Alstrup, som står solidt plantet i fronten for syvmandsbandet fra Thy, har i deres planlægning af den kommende turné haft fokus på at skabe en helt unik aften for publikum. Brødrene håber på at skabe en følelse af fællesskab hos publikum gennem den sårbarhed, som de har skabt deres musik med.

“Vi vil skabe en smuk aften, og omdanne disse mægtige arenaer til en nærværende ramme for det fællesskab og den samhørighed, som er hele kimen til det, vi brænder for, og som vi gerne vil med vores musik og vores publikum”, forklarer de to brødre.

Bandets musik tager udgangspunkt i Simon og Thomas Alstrups egne op- og nedture, og derfor er der lagt i støbeskeen til en mindeværdig koncertoplevelse i Nordjyllands hovedstad, hvor publikum får lov at komme helt ind på livet af de to brødre.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder