Bred ymer og ren nostalgi på Kunsten

27 august, 2022 | 09:00
Medmindre du har travlt med at lave fars-pindsvin (en yndet 70'er spise) eller er "fuldstændig græsk-katolsk" hvad kunst angår, skulle du tage at smutte på Kunsten den 23. september.
Foto: Kunsten Museum of Modern Art.

Kunsten inviterer dig på tidsrejse. 

Året 1972 var brede bukseben, Bowie på hitlisten, ærter i den revolutionerende kummefryser og en ny, ung Majestæt på den danske trone. I Nordjylland var det også året, hvor snoren blev klippet til det ultimative symbol på kulturens indtog i arbejderbyen Aalborg: Nordjyllands Kunstmuseum. 

Oplev et udvalg af de bedste kunstværker fra Kunstens permanente samling præsenteret som i 1972, da museet for første gang kunne byde gæster indenfor i den nye museumsbygning tegnet af Aalto og Barüel

Kunsten retro giver gæsterne en oplevelse af at træde 50 år tilbage i tiden.
Hele udstillingsarkitekturen fra 1972 – med blandt andet det karakteristiske hør på væggene – bliver genskabt. Og i de nostalgiske rammer bliver et nyt udvalg af værker fra Kunstens samling præsenteret. En samling, der i dag strækker sig over 100 års kunsthistorie. 

– Udstillingsrammen i de fysiske sale er den eksakt samme, men udstillingen kommer selvfølgelig til at afspejle, at vores samling er vokset betragteligt over årene. I udstillingen kan du gå på opdagelse blandt klassikere, som også var en del af udstillingen i 1972, og du kan opleve både mere sjældent sete værker og helt nytilkommende værker: Fra Vilhelm Lundstrøms radikale pakkassebillede fra 1919 over Cobra-kunstnernes fabulerende malerier og 60’ernes grænsebrydende kunst, til nyere samtidskunstværker, der er blevet en del af Kunstens samling inden for de seneste år, siger Caroline Nymark Zachariassen, museumsinspektør og samlingsansvarlig på Kunsten. 

Og Peter Juul, der er formidlingschef, supplerer: 

– Vi leger med og genopliver formidlingsgreb fra 1972, eksempelvis trykker vi en udstillingsavis, som man gjorde dengang. Selvom vi går helt retro og fjerner nærmest al formidling i udstillingen, kommer vi naturligvis til fortsat at henvende os med moderne virkemidler på andre måder. I dag er kunst og kreativitet for alle, så der vil være en række tilbud og aktiviteter, hvor voksne og børn kan gå på opdagelse i værkerne, samlingen og udstillingen. Blandt andet vil der være kreative aktivitetszoner, hvor gæsterne selv kan eksperimentere. I udstillingen er det manuelt og retro, i underetagen er det digitalt. Vi håber, at formidlingsaktiviteterne er med til at give både små og store gæster en bedre museumsoplevelse, siger han.

Kunsten retro og Kunsten Collection åbner 23. september 2022 og er støttet af Sydbank Fonden, Gudrun og Palle Mørchs Mindefond, Samsung & Fritz Hansen

Del |

Kilde: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg · Kong Christians Alle 50 · Aalborg 9000 · Denmark

Mest læste nyheder

Seneste nyheder