Kræftens Bekæmpelse hædrer ung Aalborg-forsker

26 august, 2022 | 14:00
Seniorstatistiker ved Afdeling for Hæmatologi ved Aalborg Universitetshospital, ph.d. Lasse Hjort Jakobsen, 30, modtager Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpris 2022.
Seniorstatistiker ved Afdeling for Hæmatologi ved Aalborg Universitetshospital, ph.d. Lasse Hjort Jakobsen (30 år) er den ene modtager af Kræftens Bekæmpelses Juniorforskerpriser. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Lasse Hjort Jakobsen er ekspert i statistik og er en af de få inden for området, som bedriver selvstændig kræftforskning. Han forsker i lymfekræft, blandt andet i hvordan det går lymfekræftpatienter efter afsluttet behandling. Han har blandt andet vist, at patienter med den hyppigste form for lymfekræft allerede to år efter at de har afsluttet deres behandling, har samme sandsynlighed for at overleve som mennesker, der ikke har haft kræft. For patienter med den særligt aggressive sygdom Burkitt’s lymfom, er tallet kun ét år. 

Det er viden som har betydning for hvordan patienterne skal følges i sundhedsvæsenet efter endt behandling, og som det samtidig kan være en stor lettelse for patienterne at få at vide. Lasse Hjort Jakobsens forskning har blandt andet været medvirkende til, at man i Sverige har ændret opfølgningsstrategien for patienter med non-Hodgkins lymfom, når der er gået to år efter, at de er erklæret sygdomsfrie. 

Læs mere om Lasse Hjort Jakobsens forskning her 

Priserne som årets Juniorforskere uddeles hvert år af Kræftens Bekæmpelse til talentfulde yngre forskere, der har ydet en særlig indsats inden for dansk kræftforskning. Med prisen følger 100.000 kr., som kan bruges til konferencer eller forskningsophold i udlandet, eller til indkøb af udstyr til forskningen. 

 

Del |

Kilde: Via Ritzau

Mest læste nyheder

Seneste nyheder