Historiske prisstigninger påvirker danskernes vaner

26 august, 2022 | 17:00
Priserne stiger som aldrig før. Det påvirker danskernes vaner i trafikken, supermarkedet og hjemmet.
Foto: Billedarkiv

Den højeste inflation længe påvirker danskernes vaner. Det ses blandt andet ved, at der spares mere på strømmen, der købes andre varer i supermarkedet og der køres langsommere på vejene.

Danskerne bruger mindre strøm

Energinet er ansvarlige for det danske elnet. Ifølge deres oplysninger til DR, er danskernes elforbrug 9,86 procent lavere i dette års første syv måneder end i samme periode sidste år.

Derudover er apps, som overvåger elpriserne, blevet meget populære blandt danskerne. App’en “Min Strøm” oplyser til DR, at deres app er blevet downloaded 70.000 gange.

Mindre fart på de danske veje

Vejdirektoratet har set en tendens til, at danskerne er begyndt at køre langsommere. De udtaler følgende til DR:

“Der er ikke en tydelig tendens til, at man er begyndt at køre mindre, men man er begyndt at køre langsommere.”

Det kan ses på deres statistik, der måler danskernes gennemsnitsfart på vejene. Her ses der et fald i hastigheden både på motorvejene og landevejene.

Mere discount, mindre økologi

Hos Coop, der blandt andet driver Fakta og Kvickly, har de set en ændring i deres kunders købsvaner. Kommunikations- og analysechef i Coop, Lars Aarup siger følgende til DR:

“Folk spiser, som de plejer, de vælger bare en billigere variant eller de billigste råvarer. Man bevæger sig lidt længere ned på hylden, kan man sige.”

Derudover er der dårligt nyt til miljøet, hvis man spørger Lars Aarup. Han ser nemlig, at salget af økologiske varer er stagneret.

Del |

Kilde: DR

Mest læste nyheder

Seneste nyheder