Danskerne er vilde med at møde lægen online

26 august, 2022 | 21:00
Coronapandemien tvang os ud i nye måder at gøre tingene på. Ting vi ellers altid har gjort på en bestemt måde, blev pludseligt umulige for os. Men ofte kommer der altså gode ting ud af, at være tvunget til at gentænke tingene.
Foto: Gjensidige Forsikring

Under coronapandemien blev tusindvis af danskere ufrivilligt tvunget til at afholde møder med lægen online, og selvom der var en vis skepsis i starten, har det vist sig at blive en stor succes. Det viser nye tal fra Praktiserende Lægers Organisation samt en undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.  

Online-konsultationer med egen læge blev først en mulighed i forbindelse med corona-nedlukningen i starten af 2020, men selvom det altså i første omgang var mere af nød end af lyst, har antallet af videokonsultationer siden vist sig at være støt stigende hvert halvår, så der alene i første halvår af 2022 var 188.532 onlinemøder mellem patienter og egen læge, hvilket var en stigning på godt 40 % i forhold til andet halvår af 2020.   

Dog viser undersøgelsen, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige, at langt størstedelen mener, at det primært er at foretrække ved “mindre” problemer som henvisninger, medicin og eksempelvis udslæt på huden.  

Og netop forståelsen af, hvilke problemer der kan ordnes over en videosamtale er et udtryk for, at danskerne er i stand til afkode mulighederne i teknologien bedst muligt, lyder det fra Louise Brix, der er fagchef for Sundhed i Gjensidige.  

“Der er ingen tvivl om, at en del sundhedsmæssige problemer bliver løst bedst og mest trygt ved personligt fremmøde, men samtidig findes der en masse mindre problemer, som en kort samtale kan være nok til at løse, og her kan videokonsultationer vise sig at være et fremragende redskab, der i første omgang sparer patienten for tid, men på sigt måske også kan være med til at lettet presset hos de praktiserende læger,” siger hun og spår samtidig en yderligere udvikling de næste år. 

Samtidig peger Louise Brix på, at det især er i kommunikationen mellem læger og patienter om, hvad der egner sig til at blive behandlet gennem en onlinekonsultation, at brugen af online læge kan stige og blive endnu bedre.  

“Selvom muligheden for møder online mellem patienter og praktiserende læger stadig er ny, så vil det komme bag på mig, hvis ikke vi ser en yderligere stigning og udvikling i de næste år i takt med, at både patienter og læger får øjnene op for de muligheder, der ligger i det,” siger Louise Brix.  

Del |

Kilde: Via Ritzau

Mest læste nyheder

Seneste nyheder