Tyv stjal finger fra marmorstatue på Kunsten

23 august, 2022 | 09:45
"Store Rosa", som står på Kunsten Aalborgs forplads har fået knækket fingeren af. En mand er blevet taget på fersk gerning af overvågningskameraer i området. Han har i øjeblikket mulighed for at aflevere den tilbage.

Nordjyllands Politi er involveret i sagen om tyveri af marmorfinger fra statuen “Store Rosa”, som står på Kunsten Aalborgs forplads.

Museets personale opdagede hærværket mod skulpturens ene hånd mandag morgen. Herefter blev museets overvågning gennemgået. Her fandt man videomateriale fra lørdag aften, hvor det kan ses, at en ukendt mand knækker fingeren af skulpturen og forlader stedet i en taxa.

Selvom politiet er involveret, har gerningsmanden i øjeblikket frit lejde til at returnere fingeren til Kunsten.

Det oplyser museet i en pressemeddelse tirsdag morgen.

Kunsten vil have marmorfingeren tilbage

Ifølge Kunsten er skulpturen uerstattelig. Ifølge museumsinspektør og samlingsansvarlig på Kunsten Caroline Nymark Zachariassen er det vigtigste for Kunsten at få fingeren tilbage. I pressemeddelelsen udtaler hun følgende:

“Vi har naturligvis afleveret overvågningsmaterialet til politiet, men det vigtigste for os er at få marmorfingeren tilbage i god behold. Derfor giver vi frit lejde til gerningsmanden om at aflevere den på museet snarest muligt.”

Skulpturen “Store Rosa” står på en sokkel af gråt, italiensk marmor, mens selve skulpturen er lavet af rosa, portugisisk marmor. Skulpturen vejer seks ton og er 3,5 meter høj. Caroline Nymark Zachariassen siger følgende om skulpturen:

“Store Rosa” er den ene af blot to figurative skulpturer, som Gernes nogensinde skabte. Det er desuden den sidste skulptur, som Gernes færdiggjorde inden sin død.”

Nu har den uerstattelig skulptur altså mistet den ene finger, da en ukendt gerningsmand har knækket den af. Han har efterfølgende taget den med, da han forlod stedet i en DanTaxi sammen med nogle venner.

Marmorfingeren kan afleveres i Kunstens postkasse, som er lokaliseret ved personaleindgangen ved parkeringskælderen. Det er også muligt at indlevere den i billetkontoret.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder