Retsmediciner: 45-årig mand døde af kvælning

23 august, 2022 | 06:00
Mandag var fjerde dag i retssagen mod et tidligere kærestepar, som er tiltalt for at pine og dræbe en 45-årig mand. Her slog retsmedicineren fast, at den 45-årige mand døde af kvælning.
Retten Aalborg
Foto: MinByAalborg

Mandag vidnede en retsmediciner i retssagen mod et tidligere kærestepar, som er tiltalt for drab på en 45-årig mand.

Her blev dødsårsagen fastslået. Ifølge retsmedicinerne var det fire til fem minutters kraftige og vedvarende tryk på halsen, som dræbte den 45-årige mand i april sidste år. Helt konkret udtaler retsmedicineren følgende fra vidneskranken ved Retten i Aalborg:

“Der er tydelige tegn på halsen på, at der har været tryk på halsen, og der er brugt et bælte eller en snor. Det er et kraftigt og længerevarende tryk eller greb mod halsen, der er tale om. Der er brud på strubeskelettet.”

Derudover havde offeret blodsprængninger i øjnene, hvilket ofte ses i forbindelse med kvælning. Derfor konkluderede retsmedicinerne, at manden var blevet kvalt.

Mishandling og indsprøjtninger

Retsmedicineren vurderer, at den 45-årige mand er blevet mishandlet i timevis, før han blev dræbt. Retsmedicineren sagde følgende:

“Der er op til 40 læsioner fra enten stik eller snit over hele kroppen. Læsionerne kan have karakter af mishandling, vurderer retsmedicinerne, som sår tvivl om den 36-årige tiltaltes tidligere forklaring om, at han havde været i slagsmål med den dræbte. Hvis der havde været tegn på kamp, havde læsionerne været mere forskellige”

Under retssagen er det kommet frem, at der blev sprøjtet brintoverilte og WC-rens ind i den 45-årige mand. Ifølge retsmedicinerens rapport ses der også tegn på indsprøjtningerne. Der hersker dog en vis usikkerhed om antallet af indsprøjtninger.

Del |

Kilde: Tv2/Nord - CVR-nr 12230281- Søparken 4, 9440 Aabybro

Mest læste nyheder

Seneste nyheder