Ny mobil faldklinik i Aalborg Kommune

18 august, 2022 | 07:00
Aalborg Kommune har oprettet en mobil faldklinik på tre af kommunes aktivitetscentre. Her kan ældre og deres pårørende få individuel rådgivning om, hvordan de kan forebygge fald.
Ny mobil faldklinik i Aalborg Kommune
Grafik: Aalborg Kommune

Mange ældre oplever, at balancen bliver udfordret med alderen. Det kan medføre, at den ældre falder eller bliver bange for at falde. Mange slår det hen og får ikke talt med pårørende eller fagpersoner om en begyndende fysisk usikkerhed. Andre afholder sig fra fysisk aktivitet af frygt for at falde. Men nedsat fysisk aktivitet øger risikoen for at falde. På den måde kan den ældre blive fanget i en negativ spiral, som påvirker det fysiske funktionsniveau og den ældres trivsel.

Mange årsager

“Der er rigtig mange årsager til fysisk usikkerhed og fald blandt ældre, men der er heldigvis også masser af muligheder for at forebygge eller afhjælpe det. Og jo tidligere man kommer i gang, desto bedre virker det. Derfor vil vi gerne i dialog med de ældre, inden de selv oplever fald eller frygt for at falde”, forklarer leder Lone Svendsen fra Aktivitet og Træning i Aalborg Kommune om baggrunden for den nye mobile faldklinik.

På kommunens nye mobile faldklinik tilbyder fysioterapeuter og sygeplejersker individuelle samtaler om forebyggelse af fald og fysisk usikkerhed. Samtalerne kan handle om alt fra søvn, syn, kost til muskelstyrke, balance, svimmelhed og hjemmets indretning.

“Vores nye mobile faldklinik er også for ældre, som oplever ændringer i deres fysiske funktionsevne, døgnrytme, trivsel, eller evne til at løse daglige opgaver og opretholde sociale kontakter. Alle ældre kan henvende sig til vores faldklinik, hvis de ønsker en samtale om, hvordan de selv kan forebygge fald og nedgang i deres fysiske funktionsevne”, slutter Lone Svendsen.

Om den mobile faldklinik

Aalborg Kommune tilbyder mobil faldklinik på aktivitetscentrene Liselund, Smedegården og Gundorfslund. Det er muligt at bestille tid til en samtale på faldklinikken på tlf. 9982 2990. Telefontid hverdage kl. 9-12.

Udover den mobile faldklinik har Aalborg Kommune fået produceret en film om forebyggelse af fald. Filmen har til hensigt at nedbryde tabuer forbundet med fald og fysisk usikkerhed og giver desuden fem gode råd til boligindretning, kost og motion.

Se filmen om forebyggelse af fald

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder