Vin & Viden: Kunsten i Aalborg forener kunst og videnskab

17 august, 2022 | 19:00
Til efteråret inviterer Kunsten til en række af arrangementer, hvor de forener kunst og videnskab. Her kan du blive klogere på forskellige emner med et glas vin i hånden.
Foto: Billedarkiv

I samarbejde med Det Unge Akademi og Aalborg Universitet arrangerer Kunsten en række foredrag under navnet Vin & Viden.

Her kan du blive klogere på nogle emner, som du ikke vidste, at du gerne ville have mere viden om. Samtidig kan du nyde et godt glas vin. Der er også mulighed for at fordybe sig i museets skiftende udstillinger.

Prodekan for forskning på Aalborg Universitet, Anette Therkelsen, udtaler følgende om foredragene:

“Formålet er at forene kunst og videnskab i en række arrangementer på museet, hvor gæsterne oplever kunst og samtidig får mulighed for at høre et foredrag ved en anerkendt forsker. Der er tale om et formidlingsinitiativ, som gerne skulle bidrage til at øge nordjydernes kendskab til både kunst og videnskab”.

Udvidning af åbningstid giver mulighed for aftenarrangementer

I foråret valgte Kunsten at udvide deres åbningstid tirsdag, onsdag og torsdag til klokken 21. Derfor har de nu muligheden for at tilbyde aftenarrangementer som Vin & Viden. Direktør på Kunsten, Lasse Andersson, siger følgende om aftenarrangementer på museet:

“Det skal føles lige så naturligt at gå på kunstmuseum om aftenen som i teateret, til koncert eller i biografen. Derfor tilbyder vi sammen med vores mange udstillinger hver uge en masse spændende talks, foredrag og kreative workshops, som man kan tilvælge, når man besøger os om aftenen – og det er gratis når entreen er betalt.”

I samme omgang udtaler direktøren følgende om arrangementet Vin & Viden:

“Med Vin & Viden glæder det mig af at give førende forskere en platform, hvorfra de kan gøre os alle sammen klogere på den nyeste viden i Kunstens hyggelige rammer”.

Om Vin & Viden

Her til efteråret er der fire foredrag, hvor medlemmer af Det Unge Akademi og forskere fra Aalborg Universitet taler om forskning inden for jod, kunst som statusmarkør, coronahåndtering og kunst fra danske kolonier.

Det er muligt at reservere plads til foredragene. Det koster 20 kroner. Ellers er det gratis at deltage, når entreen til Kunsten er betalt. Du kan se mere om de specifikke foredrag lige her.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder