Prisen på elektricitet når rekordhøjt niveau i Aalborg onsdag aften

17 august, 2022 | 15:00
Onsdag aften kommer det til at koste meget mere end normalt, hvis du tænder lyset derhjemme. Prisen for elektricitet bliver rekordhøj i aften, da den rammer 5,5 kroner pr. kilowatt-time. Det gælder i hele landet.
Foto: Billedarkiv

Ifølge data fra den nordiske el-børs Nord Pool ligger den gennemsnitlige el-pris på 4,1 kroner pr. kilowatt-time landet over denne onsdag.

Dette ændrer sig i aften, hvor el-prisen når nye højder, da den stiger til 5,5 kroner pr. kilowatt-time. Det sker mellem klokken 19 og 20. Denne pris inkluderer ikke gebyr, moms og afgifter. Derfor ender prisen med at være mellem 8 og 9 kroner for forbrugeren.

Seniorøkonom hos Energinet, Jim Vilsson fortæller, at det er anden dag i træk, at prisen kommer så højt op. Faktisk er der tale om det højeste tal, der er målt i de tolv år, som det statslige Energinet har data for. Ifølge seniorøkonomen er der tale om ekstremt høje priser. Det udtaler han til TV2.

Prisstigninger skyldes krig, tørke og vindstille vejr

Der er flere årsager til prisstigningerne. Det ses blandt andet, at verdenssituationen med krig i Ukraine har fået gaspriserne til at skyde i vejret, hvilket også påvirker elpriserne. Samtidig er flere store kernekraftvarmeværker ude af drift på grund af renovering. Den varme og tørre sommer i Europa får priserne for vandkraft i Norge til at skyde i vejret.

Oveni hatten fortæller Jim Vilsson, at der ikke er vind nok til at køre de danske vindmøller rundt onsdag aften. Det gør, at prisen stiger ved aftensmadstid, hvor rigtig mange danskere tænder for komfuret, tv’et og lyset på samme tid. Seniorøkonomen forklarer, at det også er de timer, hvor solcelleproduktionen falder ekstremt meget. Når dette kombineres med den øgede efterspørgsel, opnås der en prisstigning.

Del |

Kilde: TV2 CVR nr. 10413494 Rugårdsvej 25 5000 Odense C

Mest læste nyheder

Seneste nyheder