Nordjyllands Politi er tilfredse med seneste tryghedsmåling

12 august, 2022 | 12:00
Justitsministeriet har gennemført en måling af trygheden og tilliden til politiet, og denne viser at 89,1 procent af borgerne i Nordjylland grundlæggende set føler sig trygge i deres nabolag.
Politi nye uniformer
Foto: Politiets Facebookside

I seneste nyhedsbrev fra Nordjyllands Politi kommenterer politidirektør ved Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, på Justitsministeriets seneste måling af nordjydernes tryghed og tillid til Politiet. Næsten 9 ud af 10 nordjyder føler sig trygge i deres nabolag, ligesom tilliden til Nordjyllands Politi generelt set er høj. Og det resultat er politidirektøren tilfreds med – selvom hun dog hæfter sig ved at 6,5 procent føler sig utrygge og at 3,9 hverken føler sig trygge eller utrygge. De tal har de hos Politiet stor interesse i at få bragt ned, for borgernes tryghed er Politiets kerneopgave.  

Nordjyderne er mere trygge på stationer og stoppesteder end landsgennemsnittet 

Tryghedsmålingen peger på, at selvom nordjyderne er mere trygge end landsgennemsnittet på stationer såvel som stoppesteder, så er det alligevel et sted, hvor mange føler sig utrygge. Og det skal man tage alvorligt, påpeger politidirektøren.  

Fokus på knallertkørsel  

Derudover viser undersøgelsen, at 57,2 procent af de adspurgte nordjyder har oplevet hensynsløs kørsel i deres nabolag enten i bil eller på knallert. 

”Det viser, at det er vigtigt med vores indsats mod trafikforseelser, der skaber utryghed blandt borgerne. Den adfærd er uacceptabel. Og det kommer vi til fortsat at sætte ind over for i de kommende år,” forsikrer Anne Marie Roum Svedsen, der også peger på, at grupper af unge, der ’hænger ud’ er noget, som kan skabe utryghed, og som politiet i samarbejde med kommunerne skal have fokus på.   

Højst tillid i Rebild, Aalborg, Jammerbugt, Læsø og Brønderslev kommuner 

Tilliden til politiet er også høj – således siger 85,5 procent af nordjyderne, at de har tillid til, at politiet vil hjælpe dem. 

Tallene dækker over kommunale forskelle, for eksempel er tilliden til politiet højst i Rebild, Aalborg, Jammerbugt, Læsø og Brønderslev kommuner, mens den er lidt lavere i Frederikshavn, Hjørring, Vesthimmerland og Mariagerfjord kommuner.     

Værktøj til forbedringer  

Nordjyllands Politi vil nu benytte målingen i dialogen internt og med samarbejdspartnere eksternt for at styrke trygheden og tilliden endnu mere. 

”Det er mit håb, at tallene til næste år vil gå i retning af yderligere tryghed og tillid blandt nordjyderne. Men der er selvfølgelig ingen garanti. Der kan, desværre, ske voldsomme og pludselige begivenheder, for eksempel ude i den store verden, der påvirker vores følelse af tryghed. Men, uanset hvad der sker, så ligger en ting fuldstændig fast: I Nordjyllands Politikreds arbejder alle medarbejderne utrætteligt for borgernes tryghed og sikkerhed. Hver dag.” Fortæller Politidirektøren i deres nyhedsbrev. 

Del |

Kilde: Nordjyllands Politi
Virksomheder relateret til denne nyhed

Mest læste nyheder

Seneste nyheder