DM-ugen er kommet for at blive

27 juni, 2022 | 18:00
Danmarks første DM-uge har været en gigantisk succes og vender tilbage til Aalborg i 2023. Mere end 200 danske mestre er fundet på få dage, og både store og små sportsgrene er blevet heppet på af et stort antal besøgende.
DIF DM Ugen. Længdespring for kvinder afvikles på Honnørkajen i Aalborg. Foto: Lars Møller

Over 200 danske mestre i 47 forskellige sportsgrene på 24 forskellige venues i og omkring Aalborg er fundet de seneste dage. Aalborg har summet af sport, og landets bedste atleter har kæmpet i alt fra længdespring, SUP til bowling og styrkeløft.

I blændende sol (bortset fra DM-ugens sidste timer) har tusindvis af tilskuere besøgt det store publikumsområde på Honnørkajen i Aalborg, og mange af de øvrige events i eksempelvis rally, dart, svømning, atletik og dans har også haft masser af besøgende. Der har været gratis adgang til alle events.

– Den første DM-uge nogensinde har været helt fantastisk for Aalborg. Det er virkelig en sportslig drøm, der er gået i opfyldelse. Vi har fået både store og små sportsgrene ud i byens rum for et meget bredt publikum. Det har været en folkefest for både børnefamilier til sportsentusiaster. De besøgende føler sig forhåbentlig inspireret til selv at prøve nye sportsgrene. Vi beklager de trafikale udfordringer, som en så stor sportslig event har givet – især omkring cykelløbene, og det vil vi arbejde for at forbedre til næste år. Nu skal vi sammen med DIF og klubberne evaluere, lære og finpudse DM-ugen, som vi heldigvis er værter for igen i 2023, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Stærkt samarbejde og stor frivillig indsats

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), der sammen med værtsbyen Aalborg og specialforbundene, står bag den nye event. De mange danske mesterskaber er blevet afholdt i samarbejde med lokale klubber og deres mange frivillige:

– Det har været en stor oplevelse at se så mange dygtige idrætsfolk give den gas og udfolde deres imponerende evner, og det har været en fornøjelse at se så mange gæster være med til at skabe en folkefest. Der skal lyde en stor tak til de lokale klubber og deres frivillige for deres imponerende stærke samarbejde med DIF, specialforbund og os selv. Deres enorme arbejde er også et vigtigt fundament i dette nye event, siger Jes Lunde, der er rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Jessica Thomsens fra Crosfitt Dannebrog i Aalborg er én af de mange frivillige omkring funktionel fitness. Hun dyrker selv sporten og er både frivillig og dommer under DM-ugen

– Jeg har under DM-ugen oplevet en fantastisk glæde ved sporten både fra deltagerne og publikum. Sporten får en hel masse opmærksomhed, fordi vi er placeret midt på havnefronten i Aalborg, og jeg har fået rigtig mange spørgsmål til sporten fra de besøgende. Hvor kan man gå til det? Hvordan vinder man? Det har været fantastisk at være en del af både som frivillig og dommer, fortæller Jessica

Rum for uventede oplevelser

Aalborg har været vært for danmarkshistoriens første DM-uge, og DIF’s formand Hans Natorp mener, at DM-ugen har været en stor succes og er kommet for at blive.

– Det har været de mest fantastiske dage i Aalborg. Alt det, vi har drømt om at skabe, er gået i opfyldelse, og DM-ugen er kommet for at blive. Det er der slet ingen tvivl om. DM-ugen har været én stor folkefest for og med vores bedste atleter, og så har der også været et fantastisk rum for uventede oplevelser. Jeg var ude og se dart i går. Det var en kæmpe fest, og det hører jeg fra rigtig mange af vores specialforbund. Deres danmarksmesterskaber har ganske enkelt været en forrygende fest i de her kulisser, og det er jeg så stolt over. Jeg glæder mig allerede til at vende tilbage igen til Aalborg næste år, siger Hans Natorp.

Næste år afholdes DM-ugen igen i Aalborg i uge 25.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder