“SPILLEREN” på Aalborg Teater

6 september, 2014 | 13:45

image002
Aalborg Teater åbner sæsonen på Lille Scene med premiere på Dostojevskijs ”Spilleren” onsdag den 17. september 2014.
Klassisk drama på Lille Scene
Kærlighed, arbejde, familie og personlige relationer sættes over styr, når ludomanien tager magten. Sådan går det også i ”Spilleren”, som er baseret på Dostojevskijs roman af samme navn.
I Roulettenburg mødes hele Europa ved spillebordet i håbet om at vinde det hele: formuen, kærligheden og den evige lykke. Aleksej er huslærer hos en forgældet russisk general, og håbløst forelsket i dennes steddatter Polina.
Højt spil i Roulettenburg
Generalen lever på lånte penge, mens han venter på den rige arvetante Babusjkas død. Når hun går bort kan generalen endelig betale sin gæld til den arrogante franskmand Grillet, og ikke mindst gifte sig med den unge og smukke Blanche. Alle går og venter på telegrammet fra Rusland om Babusjkas død, så festen kan fortsætte. Telegrammet kommer ikke. I stedet kommer Babusjka til Roulettenburg, og hun tager straks plads ved spillebordet. Mens hun sætter hele sin formue på rouletten, spiller Aleksej et højt spil for at vinde Polinas kærlighed.
Medvirkende
Generalen spilles af Henrik Weel, og hans steddatter Polina af Malin Rømer Brolin-Tani.
På rollelisten er desuden to af årets Reumertpris-modtagere, henholdsvis Årets Kvindelige Hovedrolle-modtager, Marianne Høgsbro i rollen som Babusjka og Årets Mandlige Birolle-modtager Andreas Jebro, der spiller huslæreren Aleksej. Derudover medvirker Lise Baastrup, Steffen Eriksen, Jakob Højlev Jørgensen og Allan Helge Jensen.
”Spilleren” iscenesættes af Victor Tjerneld og scenografien til forestillingen er skabt af Nynne Louise Moe.
”Spilleren” er dramatiseret af Kjersti Hustved og oversat af Ole Husted Jensen.
Spilleperioden
”Spilleren” spilles på Aalborg Teaters Lille Scene fra 17. september til og med 18. oktober 2014, mandag til fredag kl. 19.30, lørdag kl. 16.00.
Ludomani og ulykkelig kærlighed
”Spilleren” er udgivet i 1866 kort efter ”Forbrydelse og Straf”. Dostojevskij dikterede romanen på kun 26 dage til sin stenograf og senere ægtefælle Anna. Baggrunden for den usædvanlige skabelsesproces var, at Dostojevskij havde spillegæld og havde lånt penge af en forlægger for at betale denne, med løfte om at skrive en bog inden en bestemt dato.
Romanen har selvbiografiske træk, relateret til både ludomani og ulykkelig kærlighed.
Dostojevskij var selv en ivrig roulettespiller og blev gang på gang ruineret ved rouletten, ofte så slemt at han befandt sig på sultegrænsen og måtte pantsætte selv sine allermest nødvendige ejendele.
Aleksejs forhold til Polina, er en skildring af Dostojevskijs ulykkelige kærlighed til den russiske forfatterinde Polina Suslova.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder