“MGP Jul” over hele landet

6 december, 2012 | 10:03


Om det bliver en hvid jul er ikke til at forudse. Men allerede nu er det sikkert, at det bliver en ”MGP jul”. Den 5. november udkommer nemlig en CD, hvor MGP-børnene 2012, synger julen ind på 10 klassiske julesange som et flot og festligt punktum for MGP 2012.
MGP 2012 juletour med energy, Sofie, Astrid og The Allstars gæster søndag den 09.12 kl. 15.00 Skråen.
Energy, der vandt det store MGP-show i Aalborg i januar med ”Jeg bli’r ved”, lægger ud med ”Bjældeklang”, der er oversat fra den engelske original af DR-legenden Otto Leisner. Energys 11-årige sanger Sarah synes særligt godt om den, fordi der er gang i den. ”Den har en fed rytme, som vi har lavet lidt mere hiphop-agtig. Og så var det fedt, at vi fik tilladelse til at lægge vores egen lille rap ind,” siger Energy, som ud over Sarah består af Sarahs storesøster Lea, der danser og synger kor, og Leas dansepartner Aksel. Sarah har skrevet det nye rap-vers, og Energy kan også se frem til private klingende julebjælder. ”Vores bedste juletradition er, at vi henter juletræ i skoven. Aksels farfar sælger juletræer, og vi glæder os til at skulle samles til fældning, æbleskiver og kanetur med bjældeklang.”
Sofie synger ”Når du ser et stjerneskud” og fortæller, at: ”Da jeg var lille, hørte jeg den i Disneys Juleshow, og det var rigtig hyggeligt. Og så har den et godt budskab om, at det, man ønsker sig, nok skal gå i opfyldelse,” siger 15-årige Sofie, der til MGP var den eneste, der var alene på scenen, da hun sang ”En lille del af mig”. Ligesom dengang spiller hun igen selv klaver, og hun har også stået for arrangementet af sit ”stjerneskud”, som hun forbinder lige så meget med jul som ”at spise småkager, marcipan, risengrød og flæskesteg og være meget sammen med familien.”
De 2 Amigos fejrer ikke jul, fordi 11-årige Nadeem og 13-årige Ali er muslimer med rødder i Irak og Libanon, men parret bag ”Mig om min amigo” kan alligevel godt lide højtiden. ”Vi synes, at det er hyggeligt med pynt og lys i gaderne og på juletræer. Vi plejer også at få en lille gave omkring jul. For det meste noget slik. Og vi kan godt lide at synge julesange i skolen,” siger vennerne, der rapper MC Einars ”Jul det´ cool”, fordi ”det er den fedeste julesang, der findes. Den fortæller, hvor sjov julen er, og den var rigtig sjov at indspille.”
De øvrige sangere og sange er: Astrid: ”Rudolf med den røde tud”. Josephine: Sys Bjerres ”Det´cember”. Allstars: Gasolins ”Endelig jul igen”. MC Vernes blander egen rap ind i: ”Højt fra træets grønne top/Honey min”. Moriwa: ”Glade Jul”. Freja-Bella: ”Juletræet med sin pynt” og Sille: ”Søren Banjomus”.
MGP 2013 afholdes den 2. februar 2013 i Herning.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder