Thilo Frank og Eva Steen Christensen på Utzon Center

4 december, 2012 | 09:45


Et hvidt stakit, der slynger sig flere meter op i luften og slår knuder på sig selv. På gulvet er strøet 1000 is-asietter. Fotos, tegninger og studier til interaktive værker, som i virkeligheden er større end udstillingsrummet.
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg præsenterer på Utzon Center de to kunstnere Thilo Frank og Eva Steen Christensen i en fælles udstilling. Værkerne på udstillingen veksler mellem direkte deltagelse og værker, vi ”kun” skal betragte.

Udstillingen åbner lørdag den 8. december kl. 13.
Der er mulighed for pressen at følge opbygningen af udstillingen i dagene op til åbningen. Kontakt venligst museumsinspektør Stinna Toft tlf. 31994104 for aftale.
Eva Steen Christensens poetiske og sanselige skulpturer og installationer balancerer et sted mellem streng minimalisme og surrealisme. Skulpturerne sammenvæver absurditet, leg og drøm i en nærmest David Lynch´sk verden. Velkendte ting forvandles til skulpturelle former, der leger med modsætninger. Det kan være det fyldte overfor det tømte, det velkendte overfor det ukendte og det indre overfor det ydre.
Thilo Franks værker er derimod mere direkte og legende. Han skaber især interaktive værker, hvor publikums deltagelse står i centrum. I 2011 kunne publikum således på KUNSTEN opleve installationen The Phoenix is Closer Than it Appears, hvor man gyngede i en uendelig spejlkube. På udstillingen på Utzon Center kan publikum opleve en fotografisk serie, hvor man ser værkets forvandling henover døgnets 24 timer. Som en kommentar til dette værk udstilles to gynger, Reflected Phoenix, hvor spejlene ikke omgiver gyngen, men som publikum inviteres til at gynge i. Desuden kan publikum opleve skitser til lysekronen Enlightened City, som i øjeblikket kan ses i Budolfi Kirke, samt se skitser til den store offentlige udsmykning Ekko i Hjallerup, som blev til i forbindelse med DRs projekt ”Vores Kunst”.
Om kunstnerne
Eva Steen Christensen (f. 1969) er billedhugger og er oprindeligt uddannet fra Bath og Chelsea School of Art i London. Hun har modtaget flere legater, heriblandt fra Statens Kunstfond, og hun har udstillet på flere museer i Danmark og udlandet, herunder på Vejen Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum samt Charlottenborg og Malmø Kunsthal.
Thilo Frank (1978) bor og arbejder i Berlin. Han har i en årrække arbejdet i Olafur Eliassons studio i Berlin. Desuden har han arbejdet som assistent ved Institut für Raumexperimente Udk i Berlin. Thilo Frank er uddannet fra State Academy of Art and Design Stuttgart, og har studeret på Det kongelige Danske kunstakademi i København. Han har udstillet flere gange i Tyskland og Danmark, herunder på ARKEN og på Copenhagen Art Festival.
Udstillingen er muliggjort ved hjælp af støtte fra KUNSTENs Erhvervsklub og Danske Bank.
 
www.kunsten.dk/app kan publikum hente KUNSTENs nye app, hvor de kan få information om udstillingen og høre introduktioner til værkerne.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder