Guitarspil i verdensklasse med Aalborg Symfoniorkester 8 november, 2012 | 06:30 Presse Af Chefredaktør - Vagthavende Som en del af Aalborg Guitarfestival byder Aalborg Symfoniorkester den 15. november på en koncert med guitarvirtuosen Craig Ogden. På programmet er, foruden Malcolm Arnolds guitarkoncert, danske Per Nørgårds Twilight og Tjajkovskijs sidste store værk: Den følelsesladede 6. Symfoni Pathetique. Formanden for Aalborg Guitarfestival Finn Svit er begejstret over samarbejdet med Aalborg Symfoniorkester og over udsigten til et besøg af et verdensnavn som Craig Ogden. – Craig Ogden er uden tvivl en af verdens ypperste guitarister, både hvad angår musikalitet og teknik, og det er ret enestående, at vi via samarbejdet med Aalborg Symfoniorkester kan præsentere ham i forbindelse med guitarfestivalen. Udover at spille Malcolm Arnolds guitarkoncert, der nok er den mest betydningsfulde koncert for guitar i nyere tid, vil han i forbindelse med festivalen undervise guitarelever fra hele landet, fortæller Finn Svit. – Det er stort for sådanne elever at møde en mester som Craig Ogden, og vi er utroligt glade – både for hans besøg og for samarbejdet med Aalborg Symfoniorkester – begge dele er med til at løfte guitarfestivalen op på et helt andet niveau, og det er mit håb, at det gode samarbejde med symfoniorkestret kan fortsætte mange år ud i fremtiden, lyder det fra festivalformanden. Programmet til koncerten byder udover guitarkoncerten på den tredje og sidste i rækken af danske komponister, som orkestret fejrer i denne sæson, idet Per Nørgårds 80 års fødselsdag markeres ved at opføre hans værk Twilight. – Foruden Nørgårds spændende Twilight er vi glade og stolte over med guitarkoncerten, at være en del af Aalborg Guitarfestival, som gør et kæmpe stykke arbejde for at præsentere en masse spændende guitarmusik for nordjyderne. Det er oplagt for os at deltage i sådan et samarbejde, og det er en stor glæde at kunne præsentere en guitarkapacitet som den enormt dygtige Craig Ogden til koncerten, fortæller musikchef Jan Kvistborg og fortsætter: – Endelig byder koncerten også på Tjajkovskijs 6. Symfoni, der må siges at være aftenens hovedværk. Der er virkelig tale om et fuldstændig vidunderligt, følelsesladet og dybsindigt stykke musik, der med rette er yderst populært. Symfonien har virkelig noget særligt over sig, som rammer én dybt – man kan slet ikke undgå at blive følelsesmæssigt påvirket – det er bemærkelsesværdigt, at noget så sørgeligt kan være så uendeligt smukt, og der er for mig at se tale om en musikoplevelse man ikke må snyde sig selv for, slutter musikchefen. Koncerten afholdes i Aalborghallen den 15. november kl. 19.30. Del | Af Chefredaktør - Vagthavende Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder